Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Hoff Thorup inden Superliga-generalprøve: Nu skal det hele koges sammen
09.02.2023 12:11
Superliga-starten nærmer sig med hastige skridt, og der er snart kun en uge til årets første kamp ude mod Lyngby.
Forberedelserne har imidlertid været i gang længe, og til fredagens sidste træningskampe mod ukrainske FC Zorya og rumænske Politehnica Iasi vil cheftræner Johannes Hoff Thorup se alle de elementer, der har været fokus på i opstarten, blive bragt i spil.
- Vi skal have lagt alt sammen. I de første kampe i opstarten har vi kørt med nogle specifikke fokusområder. Det vil sige, at vi har haft highlightet nogle områder, som var endnu mere i fokus end andre dele af spillet. Men nu har vi været rundt om det hele. Vi har været rundt om alle de faser, vi skal være dygtige i, så nu koger vi det hele sammen og skal vise, at vi kan det hele. Det gælder både spillemæssigt og mentalt. Vores sportspsykolog, Troels, har også haft flere oplæg med spillerne hernede, hvor vi også tidligere har arbejdet med én specifik ting ad gangen, men nu koger vi som sagt det hele sammen.
Efter en turneringspause på næsten tre måneder har der været mulighed for at arbejde med spillerne igennem længere tid på træningsbanen, og holdet står også et bedre sted nu, end da Superligaen gik på juleferie i midten af november, lyder meldingen fra Johannes Hoff Thorup.
- Jeg synes, at vi står bedre rustet nu, end da vi sluttede af i Superligaen. Vi har haft god tid til at træne en masse ting. Det har de andre hold jo også, men det tænker vi ikke så meget på. Vores fokus er, at vi skal rykke denne her gruppe af spillere – og det synes jeg, at vi har gjort. Det er også den feedback, vi får fra spillerne. De føler, at de er helt klar. Og det er rigtig vigtigt for os.
- Men vi skal lægge på – og det skal vi blive ved med. Og jeg har min egen lille notesbog, hvor der ligger planer for, hvad vi skal blive bedre til henover de næste par måneder, men også, hvad vi skal lave i opstarten til sommer. Fodbold stopper jo aldrig rigtigt – og der er hele tiden udviklingsområder, hvor vi skal følge med, lyder det fra Johannes Hoff Thorup.
- Det er jo ikke sådan, at vi er færdige med at udvikle os, når sæsonen starter igen. Der er stadig mange ting, vi skal blive bedre til, og som vi skal holde kørende. De store blokke, der er i en fodboldkamp – vores presspil, forsvarsspil, opbygningsspil, angrebsspil – dem skal vi have styr på og være fuldstændig veltimet og koordinerede i vores bevægelser. For når det foregår samstemmigt, kan vi spille i så højt et tempo som overhovedet muligt. Så det skal sidde der.
Første Superliga-kamp i år bliver spillet ude mod lokalrivalerne fra Lyngby den 19. februar kl. 14:00. Du kan læse praktisk informationen om kampen her.