FC Nordsjælland og DHL forlænger langvarigt parløb med tre år
22.06.2022 06:23
Der er rigtig mange synergier, som gør partnerskabet med FC Nordsjælland stærkt, lyder det fra DHL’s Managing Director, Atli Einarsson.
FC Nordsjælland og DHL fortsætter det succesrige samarbejde, hvor der er fokus på at levere både på og uden for banen.
Rollen som Toppartner er nemlig blevet forlænget med yderligere tre år, og dermed vil det internationale transportfirmas logo fortsat være at finde på brystet af FCN-spillerne i 3F Superligaen, Gjensidige Kvindeligaen og på akademi-holdene minimum frem til sommeren 2025.
Partnerskabet stikker dog langt dybere end placeringen på spillertrøjerne og den store eksponeringsflade ved FC Nordsjællands hjemmebane, Right to Dream Park, fortæller DHL’s Managing Director, Atli Einarsson.
- Når vi sætter DHL’s logo på brystet, skal vi kunne stå inde for, hvad der bliver gjort både på og uden for banen. Ikke kun de resultater FC Nordsjælland opnår på banen, men også hvordan man opnår dem, og det kan vi 100 %. Derfor er det også med stolthed, at vi forlænger med yderligere tre år, fortæller Atli Einarsson.
- I et partnerskab skal man hele tiden udvikle sig sammen. Ellers går tingene i stå – og var de det, havde vi ikke forlænget aftalen. Samarbejdet kan sammenlignes med et parforhold, der også er baseret på værdier, den fælles forståelse og at man tager ansvar. Og det, synes jeg, i den grad er tilfældet her.
- Der er rigtig mange synergier, som gør partnerskabet med FC Nordsjælland stærkt. Synergier, som DHL har lagt stor vægt på helt fra starten. Præcis som i FCN har vi en tilsvarende performancekultur, og vi fokuserer på at udvikle talenter. Vi er drevet af at kontribuere til vores omgivelser og samfundet, og det matcher de samme progressive værdier, der arbejdes med i Right To Dream Park. Samtidig er vores branche utrolig konkurrencebetonet, og derfor er det de helt små marginaler, der gør forskellen i det daglige — præcis som på fodboldbanen, fortæller Atli Einarsson og tilføjer:
- Der er faktisk flere lighedspunkter mellem transport og fodbold, end man lige umiddelbart skulle tro. I begge tilfælde handler det om at aflevere og modtage på den bedst mulige måde – men vigtigst af alt om at levere hver eneste dag. Det er en holdindsats, hvor hver eneste spiller er vigtig.
En styrke at kunne se nye, fælles muligheder
Partnerskabet begyndte i januar 2015, så med den seneste forlængelse vil DHL passere 10-års milepælen som hovedsponsor i FC Nordsjælland.
Det tætte og langvarige samarbejde viser, at der er en fælles lyst og evne til at udvikle sig, fortæller Trine Hesselund Hopp Møller, Co-CEO i FC Nordsjælland.
- Vi har et fantastisk samarbejde med DHL, og det er en stor glæde, at vi nu har forlænget vores lange, stærke partnerskab. Det er værdifuldt på flere planer, da vi deler mange af de samme værdier. DHL har mennesket i fokus, blandt andet ved at arbejde for diversitet, engagere sig i Pride og ved at skabe en arbejdsplads, der er kåret til verdens bedste, siger Trine Hesselund Hopp Møller og tilføjer:
- Vi har allerede benyttet disse synergier til i fællesskab at skabe en række initiativer, hvor vi fletter det, der sker på banen, sammen med tilværelsen uden for kridtstregerne, vores andre partnere og vores fans. Derudover har DHL eksempelvis bakket op udviklingen af pige- og kvindesiden i FC Nordsjælland, og hvert år afholder vi DHL Kasseløbet, der støtter gode formål i lokalområdet. Samlet set viser det, at vi har en lang, stærk og fælles fortælling, som vi vil styrke og bygge videre på.
- Det er helt klart en styrke, at vi i samarbejde er gode til at se nye, fælles muligheder, og det glæder vi os til at fortsætte med.