
Signe Antvorskov forlænger til 2027
18.03.2025 13:00
18 år, U19-landsholdsspiller og midtbaneprofil på Kvindeliga-holdet. Sådan kunne en kort beskrivelse af Signe Antvorskov lyde, der har taget turen igennem akademiet op til Kvindeliga-holdet.
Historien om den 18-årige midtbanespiller tæller blandt andet allerede 31 kampe i Gjensidige Kvindeligaen, otte kampe i Gjensidige Kvindepokalen og to kampe i Champions League-kvalifikationen. Og nu kan der tilføjes endnu et punkt til Signe Antvorskovs historie i FCN, da der er blevet sat underskrift på en ny kontrakt frem til sommeren 2027.
Nummeret på ryggen passer derfor perfekt til den nye kontrakt, og det skaber glæde hos både Signe Antvorskov selv og Sportsdirektør for Kvindeliga-holdet, Jessica Davis.
Jessica Davis, Sportsdirektør for Kvindeliga-holdet
– Signe er det perfekte eksempel på, hvordan vi gerne vil have unge spillere til at blomstre i vores Kvindeliga-trup. Hun strøg hurtigt igennem akademiet og brugte kun ganske kort tid på vores U19-hold, inden hun gik ind og spillede en vigtig rolle i Kvindeligaen. – På fodboldbanen lægger man tydeligt mærke til hendes rolige stil på bolden, og efter min mening er der ingen i hendes aldersgruppe med samme overblik. Og hun bliver kun ved med at overraske os allesammen med, hvad hun er i stand til inde på banen. – Signes udvikling det seneste år har været fantastisk, og hun er blevet en fasttømret del af vores midtbane. Hun har et enormt potentiale, og derfor er det også en fornøjelse for vores stab at arbejde med hende og se de store skridt hun tager. Heldigvis er vi nu sikret at arbejde sammen de næste par sæsoner, og det er vi rigtig glade for.
Signe Antvorskov
– Jeg er helt vildt glad og stolt over at have forlænget, først og fremmest. Det betyder meget for mig at have de næste år på plads og vide, at jeg skal spille fodbold og blive ved med at udvikle mig her i klubben. Der er sket meget de seneste par år, og der er ingen tvivl om, at det er lidt ekstra specielt at stå her i dag og forlænge min kontrakt, når jeg har været med helt fra ungdomsårene og op gennem rækkerne. – Nu ser jeg frem til endnu flere minutter på banen, ligesom jeg selvfølgelig også glæder mig til at udvikle mig endnu mere på træningsbanen sammen med et rigtig dygtig hold.