FC Nordsjælland skriver kontrakt med finsk målvogter
16.01.2025 11:02
FC Nordsjælland har hentet det finske keeper-talent Ella-Maria Ervasti til klubben.
16-årige Ervasti har på trods af sin unge alder allerede spillet en del seniorbold for sin tidligere klub, Honka W, der i de sidste par sæsoner har huseret i den bedste kvindelige fodboldrække i Finland.
Ervasti har desuden en række finske ungdomslandskampe på CV'et.
Ella-Maria Ervasti:
- Jeg er beæret over, at en klub som FC Nordsjælland har kigget min vej og er meget glad for at være kommet til klubben. Jeg er spændt på at lære alle mine holdkammerater endnu bedre at kende. Selvom jeg kun har været her i nogle få dage, synes jeg allerede, at jeg er faldet godt til og alle har taget rigtig godt imod mig.
- FC Nordsjælland har et rigtig godt ry blandt unge spillere - og jeg er sikker på, at det er det rigtige skridt for mig i forhold til min udvikling. Mit mål er at blive så god en spiller som overhovedet muligt - og det tror jeg på, at jeg kan blive her i klubben. Jeg glæder mig rigtig meget til de næste år i klubben og er sikker på, at vi nok skal opnå store resultater sammen.
Jessica Davis, Sportsdirektør for Kvindeligaholdet:
- Vi er meget glade for at byde Ella-Maria velkommen til vores trup. Hun er en spiller, vi har haft øje på i flere måneder for at følge hendes udvikling i Finland. Selvom hun netop er ankommet til Danmark, er det tydeligt, at hun passer perfekt ind i FCN. Hun faldt naturligt ind allerede i den første træning og viste en utrolig ro med bolden på små områder, hvilket er afgørende for vores målmænd som den første del af vores opbygningsspil.
- Derudover er hun en atlet med en høj arbejdsrate og en stærk drivkraft for at opnå succes, og det er slet ikke til at mærke, at hun kun er 16 år gammel. Vi ser et stort potentiale i hende, og med den rette dedikation i de kommende sæsoner vil hun ikke kun få en succesfuld karriere her, men også videre frem.