Foto: Lasse Lagoni / Gonzales Photo

Sidste sekunds-scoring sikrede tre point i Kolding

11.10.2024 19:48

FC Nordsjælland jagtede fredag aften sæsonens ottende sejr ud af ni mulige, da de var på besøg på Autocentralen stadion, hvor Kolding IF var modstanderen. 

Og det der længe lignede en uforløst pointdeler endte til slut med tre forløsende point, da anfører Winonah Heatey i kampens sidste sekunder satte scoringen til 1-0 i kassen. 

Lige ved og næsten
Inden da havde FC Nordsjælland spillet en kamp, der var lige ved og næsten. 
Vi tog teten fra start og havde flere gange optræk til store chancer. Men det var hjemmeholdet, der fik kampens første store chance, da Kathrine Clement blev spillet i dybden. Molly Race i FCN-målet kom dog modigt ud og fik blokeret afslutningen. 

Få minutter senere var Anna Walter tæt på, da hun med en følt afslutning forsøgte at udplacere Sofie Nielsen-Grøn i Kolding-målet, men afslutningen prellede desværre af på stolpen.

Selvom begge hold havde chancer, forblev det ved de 0-0, da dommeren fløjtede af efter de første 45 minutter. 

Reddet af anføreren 
FCN-dominansen fortsatte efter pausen - dog med et hjemmehold, der bed godt fra sig og var farlige på omstillingerne. 

Ligesom i første halvleg var der flere gange optræk til store chancer og vi sværmede om Kolding-feltet konstant. Men det sidste manglede for FC Nordsjælland. 

Men bedst som man troede, at vi måtte nøjes med et enkelt point, dukkede anfører Winonah Heatley op. Den australske landsholdsspillers afslutning overlistede Sofie Nielsen-Grøn i Koldings mål - og dermed blev det til den ottende sejr ud af ni mulige for FC Nordsjælland i Gjensidige Kvindeligaen.

"Vi vidste, det ville blive hårdt" 🐯

Cheftræner Chris Sargeant var lettet over, at det lykkedes for holdet at hove de tre point i hus. - Jeg er naturligvis meget glad for de tre point og endnu et clean sheet, hvilket er en stor prioritet for os. - Det er så vigtigt, at vi ender med at vinde denne her type kamp. For man kommer altid ud for de her kampe i løbet af en sæson, hvor det ikke lige går ens vej. Vi havde en lignende kamp i Thisted sidste sæson, der endte 0-0. Men i dag vinder vi -og det er virkelig vigtigt. - Vi vidste, at det ville blive en hård kamp for os. Kolding kæmpede godt og forsvarede sig virkelig solidt. Det gjorde det svært at nedbryde dem og skabe chancerne. - Men jeg synes alligevel, at vi kommer ned bag deres bagkæde mange gange. Vi burde have udnyttet flere af de chancer, vi havde for at score. Men det var som om, at vi hele tiden lige manglede en centimeter eller to. - Det var så tæt på i flere omgange og det lignede, at det ville blive sådan en kamp, hvor det bare ikke skulle lykkes for os. Men så lykkedes vi med en kombination på en dødbold til sidst, så det var naturligvis meget forløsende.

Næste opgør for FC Nordsjælland er allerede på tirsdag, når B.93 kommer på besøg i Right to Dream Park til 1/8 finalen i Gjensidige Kvindepokalen. 

Du kan sikre dig plads til kampen her