Foto: Nicolai Berthelsen / Gonzales Photo
Sejr i Odense: Vi er der, hvor vi gerne vil være
19.10.2024 18:57
I den sidste kamp inden landskampspausen gik turen til Odense, hvor OB Q ventede. Og det var en kamp, der blev afgjort i første halvleg, hvor først Emmi Siren sendte bolden i nettet direkte fra hjørnespark, og lige inden pausen viste Alma Aagaard, hvorfor hun ligger i front på topscorerlisten, da hun med en smart vending snød forsvaret og køligt kunne bringe os foran 2-0.
Da der ikke blev scoret i anden halvleg, blev det også kampens slutresultat, og det var noget, der naturligvis bragte glæde på trænerbænken og hos cheftræner Chris Sargeant.
– Vi er selvfølgelig meget glade for de tre point og endnu et clean sheet i dag. Kampen var god, selvom det tog os lidt tid at få bidt os rigtig fast i den – men da vi så gjorde det, gav vi heller ikke slip. – Det var den tredje kamp på otte dage for os, så vi vidste, at vi ville blive testet rent fysisk. Men spillerne var fantastiske og leverede en imponerende indsats. Igen leverede hele truppen i form af enten vigtige indskiftere eller uvurderlig støtte fra bænken. – Vi fik endnu en gang vist noget virkelig flot fodbold. Vi scorer to rigtig flotte mål med Emmi direkte på hjørnespark og Alma, der viser høj kvalitet og næse for mål. Vi dominerede og var gode på bolden, og som kampen så småt skred frem, var vi gode til at lukke den mere og mere ned ved at spille vores eget spil. Det var dejligt at se. – Nu går vi ind til landskampspausen præcis dér, hvor vi gerne ville være i stillingen og som hold.