Foto: Noah Thilemann
Klar til Premier League International Cup: Begejstrede over at have FC Nordsjælland med
31.10.2024 08:43
På mandag sætter FC Nordsjælland sig i flyveren med kurs mod England, og tirsdag bliver Premier League International Cup skudt i gang for vores vedkommende, når vi møder Norwich City FC på deres hjemmebane. Kampen er den første af i alt fire i den engelske turnering, hvor vi bliver det første skandinaviske hold, der har fået invitationen.
Holdene er såkaldte U21-hold med spillere fra 2003 og opefter, hvorfor det for FC Nordsjællands tilfælde bliver et hold bestående af en blanding af U19- og Superligaspillere - dog med dispensation til at få 3 spillere ældre end årgang 2003 med.
Og bag beslutningen om at give turneringen et nordsjællandsk islæt er der gået samtaler og grundig research forud, fortæller Tom Hutchings-Hay, der er Games Programme Manager for Premier League International Cup.
Udvikling af unge spillere og innovativ tankegang 📈🧠
– Vi besluttede os for at invitere FC Nordsjælland til 2024/25-sæsonen af Premier League International Cup efter nogle indledende møder med Flemming Pedersen og Alexander Riget, hvor vi diskuterede fremtidige muligheder for samarbejde. Efter vores mening har FC Nordsjælland vist et vedvarende engagement i udvikling af unge spillere og innovativ tankegang i forbindelse med hele deres tilgang til fodbold. Når man lægger det sammen med en konkurrencedygtig spillestil, opfylder de det, vi kigger efter i forbindelse med at invitere hold til Premier League International Cup. – Hele grundtanken med turneringen er centreret rundt om talentudvikling og et varieret kampprogram, og efter mange gode samtaler med klubben er jeg sikker på, at FC Nordsjælland kommer til at være en god modstander på banen for vores Premier League-hold.
Første skandinaviske hold nogensinde 🌟
– Vi ved, at FC Nordsjælland har givet en lang række af unge spillere mulighed for at spille på øverste niveau og støttet dem i deres rejse, og vi har været imponerede over spillere som Mohamed Kudus, Mikkel Damsgaard, Mathias Jensen, Simon Adingra og Kamaldeen Sulemana, som har vist sig frem her i England. Det har derfor givet god mening for os at række ud til klubben og invitere dem til turneringen. – Vi er meget begejstrede over at have FC Nordsjælland med i dette års turnering som det første skandinaviske hold nogensinde, og vi ser frem til at se, hvordan de klarer sig i turneringen.