Foto: Tobias Jørgensen / Gonzales Photo
Tilbage på sejrssporet: Sikker sejr over B.93
09.11.2024 15:22
Efter sidste weekend bød på sæsonens andet nederlag mod Fortuna Hjørring, kom vi lørdag tilbage på sejrssporet, da B.93 besøgte Right to Dream Park. Alma Aagaard sørgede for en perfekt start, da hun scorede i det femte minut, og hen mod kampens slutning kunne hun fordoble sin egen og FC Nordsjællands måltotal, da hun gjorde det til slutresultatet 2-0.
Efter kampen var det derfor også en tilfreds cheftræner, der kunne sætte tre vigtige point ind på kontoen.
Kunne have scoret mere end to 🥅
– Hele ugen har vi snakket om, at det var vigtigt at komme tilbage på sporet efter vores nederlag i Hjørring. Så det var vigtigt for os, at både det fysiske og mentale fokus var helt på plads, for det er i sidste ende dét, vi kan kontrollere. Og det gjorde vi fantastisk i dag. – Intensiteten var rigtig god, og vores presspil sad lige i skabet. Det var ikke den smukkeste kamp, vi har spillet, men vi var i god kontrol og skabte mange gode chancer, som sagtens kunne have givet flere end de to mål, vi scorede. – Alle i truppen var fokuserede, og vi så også nogle toptændte indskiftere. I det hele taget har hele holdet været virkelig opsatte på at komme ud med en god præstation i dag og bevise, at sidste uges nederlag var en enlig svale, og det er en kæmpe fornøjelse at se.
To kampe tilbage af efteråret 🍂
– Der skal ikke ændres noget i vores tilgang til de to sidste kampe, for vi skal bare fortsætte med det, vi gør og så presse det sidste ud inde julepausen. Vi synes, at vi både spiller og præsterer godt, så vores fokus er på os selv og vores proces. De to sidste kampe er mod Brøndby IF og AGF, der spilles på henholdsvis ude- og hjemmebane. Du kan sikre dig billet til kampen mod AGF på billet.fcn.dk.