FC Nordsjælland henter Bongeka Gamede

07.11.2024 13:00

FC Nordsjællands Kvindeliga-hold styrker forsvaret med den sydafrikanske landsholdsspiller Bongeka Gamede.

Den 25-årige sydafrikaner har senest tørnet ud for University of the Western Cape, hvor hun har været en profil. Bongeka Gamede er også en fast del af det sydafrikanske landshold, hvorfor den 25-årige forsvarsspiller kommer til FC Nordsjælland med en masse værdifuld erfaring i bagagen.

Sportschef for Kvindeliga-holdet, Jessica Davis, er begejstret over tilføjelsen af Bongeka Gamede til Kvindeliga-truppen.

- Vi er utrolig glade for, at det endelig er lykkedes os at byde Bongeka velkommen her i FC Nordsjælland. Hun viste sig blandt andet rigtig flot frem i den seneste kvalifikation til CAF Women's Champions League for sit tidligere hold, så hun har været på vores radar længe.

- Selvom dette er hendes første fodboldeventyr væk fra Sydafrika, har hun allerede vist, at hun er klar til at konkurrere på det allerhøjeste niveau, hvilket vi så ved VM i sommer, hvor hun tørnede ud for det sydafrikanske landshold.

- Bongeka er en interessant spiller for os, da hun på trods af en mindre fysisk pakke, end vi er vant til her i Danmark, kan dække store områder med sin fart og overblik. Dertil er hun meget komfortabel på bolden, hvorfor vi kun ser gode grunde til, at hun nok skal passe godt ind hos os her i FCN.

- Vi har i længere tid haft lyst til at hente Bongeka til FCN, da vi blandt andet har set flere glimt fra det sydafrikanske landshold, hvor hun spiller efter vores spillestils principper. Vi er sikre på, at hun vil være en god tilføjelse til truppen, hvor hun stadig har et potentiale for at udvikle sig.

- Derudover er Bongeka en fantastisk person. Hun var anfører på sit tidligere hold, hvorfor vi er overbeviste om, at hun kommer ind med den rette mentalitet, og vi glæder os derfor til at følge hendes udvikling helt tæt.

Bongeka Gamede

- Det er en drøm for alle afrikanske spillere at komme til Europa og spille fodbold, så det er en drøm, der går i opfyldelse, at jeg nu står her i Farum. Jeg havde et ønske om at færdiggøre min uddannelse, inden jeg tog turen til Europa, og da jeg så begyndte at dykke ned i spillestilen og kulturen her i FC Nordsjælland, kunne jeg ikke sige nej. Jeg elskede alt omkring klubben, og jeg er overbevist om, at jeg kan udvikle mig her i FCN. Så timingen kunne heller ikke være bedre. - FC Nordsjælland er kendt for at spille god fodbold, hvor vi gerne vil have boldbesiddelsen, hvilket passer utrolig godt til mig. Jeg er sikker på, at spillestilen kan gøre mig til en endnu bedre spiller, og jeg håber, at jeg også kan bidrage med en masse til holdet. - Jeg kendte til FC Nordsjælland i forvejen på grund af deres forbindelse med Right to Dream. Min agent og jeg arbejdede sammen om at finde det bedste match til mig, og jeg synes selv, at jeg er endt det helt rigtige sted. - Jeg er ikke den mest højlydte spiller, men jeg er meget modig og er ikke bange for at gå forrest. Jeg er meget en målrettet som spiller, og hvis jeg skulle beskrive mig selv med få ord, ville jeg nok definere mig selv som en "silent killer" på banen.