En sæson til historiebøgerne
19.06.2024 20:45
Danske mestre i lørdags. Pokalvindere her til aften. Vores Kvindeliga-hold har endnu en gang tilføjet et vigtigt kapitel til FC Nordsjællands historiebøger, da de her til aften vandt Gjensidige Kvindepokalen 2024. Dermed kunne de fejre "The Double", da de har vundet alt, der er at vinde i Danmark i indeværende sæson.
2023/2024-sæsonen vil derfor altid blive husket for en historisk præstation, hvor vores Kvindeliga-hold ikke kun vandt det danske mesterskab og pokaltitlen, men også sikrede sig adgang til næste sæsons Champions League.
Aftenens pokalfinale blev spillet i Herning, og modstanderen var endnu en gang Brøndby IF, der endte to point efter os i Kvindeligaen. Det var derfor en gentagelse af weekendens kamp. På samme vis som i weekenden gik vi til pause uden scoringer fra nogen af holdene, hvorfor det var helt åbent inden halvleg.
Efter en lille time blev kampens første mål sat ind, da Emilia Asgeirsdottir sparkede den ind i netmaskerne til 1-0. Et kvarter efter viste 18-årige Alma Aagaard sin målnæse, da en for kort clearing af Brøndbys keeper endte for fødderne af hende, som der fra lang afstand sikkert og flot sparkede bolden ind til 2-0.
Brøndby fik reduceret kort efter på et flot langskud, men mere blev det ikke til, hvorfor jublen kunne bryde ud, da dommeren fløjtede af efter 97 minutter. "The Double" kom til Farum.
Det var derfor en meget stolt cheftræner, vi fik fat i efter kampen, der skulle nive sig i armen for at forstå at både "The Double" nu var sikret.
"Kollektivet skaber succesen"
- Det føles helt fantastisk. Jeg er virkelig lykkelig. Jeg er mest af alt bare glad og meget stolt af alle spillerne og staben. Alle har arbejdet utrolig hårdt for det her, og vi har arbejdet så intenst med vores udvikling og præstationer gennem hele sæsonen, og det er dét, der har gjort, at vi har fået vores resultater. - Jeg er glad på vegne af alle i og omkring klubben, da jeg kan se, hvor meget det her betyder for alle. De har lagt et utrolig stort stykke arbejde i det her hver dag, så det velfortjent, at de kan nyde dette øjeblik. - Det er ikke en let opgave at tage til Herning fire dage efter, at vi har vundet det danske mesterskab for første gang, og så levere på det her niveau. Alle har bidraget til den her sejr, og det har det krævet – hele kollektivet har haft betydning for dagens sejr. Man vinder kun kampe og er succesfulde, hvis alle bidrager til kollektivet, og det har vi bevist gang på gang, at alle gør.
"En helt fantastisk opbakning"
Selvom kampen blev spillet en onsdag aften i Herning var støtten til FC Nordsjællands kvinder både til at mærke og høre. - Det var en helt fantastisk opbakning, vi fik i dag. I lørdags var vores fans så højlydte og gode, og i dag er bare endnu et eksempel på, hvor fantastiske de har været gennem hele sæsonen. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage på den anden side af sommerferien og se fansene igen. De er vidunderlige, og de skaber en atmosfære, der skubber os frem i hver kamp. De gør det så meget nemmere at spille og skabe vores ønskede kultur på holdet og i klubben.