Den mentale finale
17.06.2024 13:43
Vi har stået der to gange før – og begge gange er det endt med guld om halsen.
På onsdag står vi der igen. I pokalfinalen.
Modstanderen hedder endnu en gang Brøndby IF – ligesom tilfældet var det i lørdagens guld-duel i Brøndby. En kamp, der som bekendt endte 1-1, hvilket betød, at vi kunne kalde os danske mestre i Gjensidige Kvindeligaen for første gang i FC Nordsjællands historie.
Men hvordan kan man udnytte den gode pokalfinale-historik til et mentalt boost inden onsdagens kamp?
Det har vi spurgt Kvindeliga-holdets mentaltræner Kasper Henriksen om.
Et godt narrativ
- Vi har arbejdet meget med det, der hedder ”narrativ psykologi”. Det handler om, hvad det er for nogle historier, vi fortæller hinanden om os som klub. Og når vi kigger tilbage på de gange, hvor vi har været allermest under pres, så er vi lykkes. Og det er et rigtig fint narrativ at gå ind til en finale med. - Så vi kan helt sikkert bruge det, at vi har stået i to pokalfinaler før – og har vundet dem begge – til rigtig meget, når vi ser på det mentale aspekt til kampen på onsdag. - Jeg tænker faktisk tilbage på, at vi igennem de seneste sæsoner har spillet rigtig mange meget afgørende kampe, hvor det altid er lykkedes for os at få et resultat hjem. - Jeg husker to kampe mod AGF, hvor vi virkelig havde kniven for struben og rent faktisk rykkede ned, hvis vi ikke vandt. Vi kommer bagud, men vender kampen og vinder 2-1 i Aarhus. Så det var et rigtig stort pres, vi var under der. - Så husker jeg naturligvis pokalfinalen sidste år, hvor der også hvilede et rigtig stort pres på vores skuldre. Og den endte som bekendt også ganske fint. - Så vi har en rigtig god tro på, at vi kan gå hele vejen og vinde pokalen for andet år i streg. Vi synes alle sammen, at vi står et meget stærkere sted i dag, end vi gjorde sidste år. Lørdag hev vi den første titel hjem, da vi i den afgørende kamp i Gjensidige Kvindeligaen spillede 1-1 mod onsdagens modstander fra Brøndby IF og dermed blev danske mestre. - Det er da et kæmpe boost for os, at vi endte med at vinde guld for næsen af Brøndby så sent som i lørdags og allerede skal møde dem igen onsdag. Vi føler os mentalt ovenpå. - Nu når vi har vundet guld i ligaen, står vi i en position, hvor vi har bygget endnu mere på en i forvejen mere end godkendt sæson. Og vi har endnu mere motivation og glæde i kroppen, som energimæssigt skal forløses i en pokalfinale. - Så med det guld og med en sæson, som på alle måder har været uovertruffen, så står vi et sted nu, hvor det egentlig ikke handler om at motivere og inspirere spillerne. Det handler nærmere om at holde dem lidt nede og fokusere på planen.
Emilie Byrnak
- Kampen i lørdags betyder, at vi kommer ind til kampen på onsdag med kæmpe selvtillid. Det er et kæmpe selvtillidsboost, at vi blev danske mestre, og vi kommer formentlig ind til kampen med en del mere medvind end Brøndby. - Vi kigger selvfølgelig på weekendens kamp som forberedelse til pokalfinalen, men det er vigtigt at understrege, at det er to vidt forskellige kampe. Vi har aldrig stået i en situation, hvor vi kunne vinde det danske mesterskab, som vi gjorde i lørdags, og der var en del nerver på. Omvendt ser vi ind i en kamp på onsdag i form af en pokalfinale, som rigtig mange af os har prøvet før, og derved nok er lidt mindre nervøse. - Vi skal spille mere på vores egne præmisser på onsdag, hvis vi skal vinde kampen. Brøndby var rigtige gode til at få kampen over på deres præmisser i lørdag, men vi skal ud at vise, at det er os, der bestemmer. Og så er det jo en fordel, at vi vandt guldet i ligaen. - Personligt vil det være det største i min karriere, hvis vi vinder på onsdag. Jeg har aldrig prøvet af vinde det danske mesterskab, men det at kunne vinde ”The Double” vil helt klart toppe det og sætte det perfekte punktum på denne sæson – både for holdet men også for mig personligt. - Det var et kæmpe øjeblik at vinde guldet i lørdags. Det var historisk, og man kunne virkelig mærke en stor eufori omkring, hvad vi har opnået. Man kunne mærke, at det betød meget for alle i omkring holdet, og vi er meget stolte.