Endnu en sejr i LA: Se mål og kampfakta fra opgøret mod LAFC her
29.01.2024 16:49
Weekenden stod i den grad i træningskampenes tegn. Lørdag blev det til en 5-1-sejr på LA Galaxys træningsanlæg (se mål og kampfakta her), og søndag var det så LAFC, der lagde bane til en træningskamp.
I høj sol og høj temperatur sejrede Johannes Hoff Thorups tropper 3-1 over LAFC, der vandt MLS i 2022 og blev nummer to sidste år.
Vi kom foran efter en flot omstilling, hvor Andreas Schjelderup sendte bolden ind i feltet, og angriberne stod i kø for at sparke føringsmålet ind. Sindre Walle Egeli var først på pletten og kunne konvertere landsmandens oplæg til mål.
Efter en amerikansk udligning var der igen en nordmand på måltavlen, og denne gang kunne Andreas Schjelderup selv sende et signaturmål i nettet, hvor han skar ind fra venstrekanten og lagde bolden over i det lange hjørne.
I pausen skiftede Johannes Hoff Thorup hele fem mand, og i løbet af anden halvleg blev der ligeledes spilletid til Erik Marxen og Milan Iloski. Sidstnævnte stod for kampens sidste scoring til slutresultatet 3-1, da han blev sendt af sted i dybden af Zidan Sertdemir og alene med målmanden sikkert scorede i det korte hjørne.
Du kan se alle målene i videoen ovenfor.
Hvad siger cheftræneren?
Cheftræner Johannes Hoff Thorup kan dermed se tilbage på en weekend i Los Angeles med to sejre, men vigtigst af alt masser af spilletid til truppen og en mulighed for at flytte arbejdet fra træningsbanen ind i kampsituationer.
- Vi spillede en kamp tidligere på træningslejren (læs mere om den her), men det var rigtig fint at runde det hele af med to kampe her i weekenden. Mod LA Galaxy i lørdags fik vi nogle minutter i benene, vi fik spillet vores positioner til, og vi fik også set, hvor vi stadig skal blive dygtigere, inden sæsonen begynder. Derudover fik vi afprøvet nogle konstellationer, og det har givet os mulighed for, at vi i løbet af de her to kampe har kunnet få bragt hele truppen i spil, siger Johannes Hoff Thorup.
- LAFC er formentlig et af de bedre hold i MLS – det har de vist igennem de seneste par sæsoner – så vi vidste godt, at det ville blive en god kamp for os. Der var god intensitet, og vi fik spillet os ud på mange områder, hvor jeg synes, at vi fik sat nogle gode ting sammen både offensivt og defensivt. Alt i alt synes jeg, at der var mange fine ting i denne her kamp.
- Det var også nogle gode mål. De to første mål er omstillinger, der er godt gennemspillet. Vi fik sat vores gode, offensive spillere op lige omkring feltet – det lykkedes vi med mange gange, og det var godt at se. Der var et godt tempo i spillet med bolden og gode bevægelser. Det var en god modstander, og vi skulle spille os ud for at kunne kreere de chancer og mål, vi skulle bruge.
Gode tendenser med hjem
Med et hak ud for de to træningskampe i Los Angeles har træningslejren nået sin ende, og resten af forberedelserne frem mod Superliga-starten mod Lyngby BK den 18. februar kommer til at foregå i Danmark.
- Vi har haft en masse god træninger og arbejdet på de ting, vi skal blive bedre til – og på de ting, vi skal sørge for at holde fast i. Det har været rigtig godt. Denne her træningslejr har ligget lidt tidligere, end vi plejer, så når vi kommer hjem har vi stadig mere end to uger til at stå endnu skarpere frem mod forårsstarten. Vi har stadig nogle områder, vi skal nå at have trænet og analyseret igennem, og det er jeg rigtig positiv omkring, for jeg synes, at vi tager nogle gode tendenser med fra turen.
Der venter yderligere to træningskampe for Johannes Hoff Thorup og co. Først mod polske Pogon Szczecin (søndag den 4. februar) og dernæst mod svenske BK Häcken (lørdag den 10 februar) – begge kampe spilles i Right to Dream Park og vil kunne livestreames på vores YouTube-kanal.
Første kamp med point på spil bliver Derbyet mod Lyngby BK på hjemmebane søndag den 18. februar kl. 14:00. Skal du med?
Billetsalget er i fuld gang på billet.fcn.dk.
Du kan også sikre dig en plads til alle liga- og pokalkampe i Right to Dream Park med et sæsonkort på abonnement – læs meget mere om priser og fordele på fcn.dk/sæsonkort.