Sejr over LA Galaxy: Se målene og kampfakta her
28.01.2024 12:56
Lørdag eftermiddag gik turen fra San Diego op ad kysten til Los Angeles, hvor der venter to træningskampe i løbet af weekenden. Den første var mod LA Galaxy, og her blev det til en sejr på hele 5-1.
Hovedparten af målene kom i første halvleg, og faktisk blev de også scoret i første halvdel af halvlegen. Christian Rasmussen åbnede ballet, da han efter små 10 minutters spil sendte Conrad Harders oplæg i kassen.
Efter føringsmålet fortsatte vi med at dominere kampen, og der var ikke spillet yderligere 10 minutter, før den både stod 2- og 3-0. Målet til 2-0 blev sat ind med fuld kraft af Mads Kristian Hansen, mens Conrad Harder kunne notere sig for kampens tredje scoring, efter han snød forsvaret med en retningsbestemt tæmning og derefter smadrede bolden i kassen.
Conrad Harder fordoblede også sin måltotal, da han efter flot opspil prikkede bolden det sidste stykke ind over stregen, og således gik vi til pause med en føring på 4-0.
I pausen skiftede trænerteamet alle pånær to spillere, og i forhold til første halvlegs målfest blev anden halvdel mere afdæmpet. Det blev til to scoringer, og det var hjemmeholdet, der stod for det første. Herefter lukkede Sindre Walle Egeli ballet med målet til 5-1, da han fangede målmanden ude af feltet og sikkert sende bolden i nettet fra lang afstand.
Søndag gælder det træningslejrens sidste kamp, når modstanderen er endnu et hold fra Los Angeles - nemlig LAFC. Der er kampstart kl. 21:00 dansk tid, og selvom kampen ikke vil blive streamet, kan du følge med på vores sociale medier, ligesom vi giver fyldigt referat efter opgøret her på siden.