FC Nordsjælland henter Emmi Siren
16.01.2024 09:00
FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeliga-hold styrker forsvaret frem mod den vigtige forårssæson i form af den finske landsholdsspiller Emmi Siren.
Den 22-årige finne har senest tårnet ud for KuPS, der vandt det finske mesterskab i 2023. Emmi Siren kom til KuPS i starten af 2022, hvor det på to sæsoner er blevet til to hjemlige mesterskaber og 48 optrædener i alt for KuPS, der også inkluderer seks Champions League-kampe. Dertil er den unge forsvarsspiller noteret for 10 mål og 11 assists i sine 48 kampe for KuPS.
Emmi Sirens kontrakt med KuPS udløb ved udgangen af den finske ligas afslutningen inden årsskiftet, hvorfor hun kommer til FC Nordsjælland på en fri transfer, hvor hun har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2025.
Emmi Siren har på trods af hendes blot 22 år allerede fået debut for det finske landshold, hvorfor tilføjelsen af den unge forsvarsspiller begejstrer sportschef for Kvindeliga-holdet, Jessica Davis.
- Vi er utrolig glade for, at vi kan byde Emmi velkommen til FC Nordsjælland. Emmi kommer til fra KuPS i Finland, hvor hun i sin tid der både har fået kampe for det finske landshold og deltaget i Champions League.
Jessica Davis påpeger, at Emmi Siren har alle forudsætningerne til at blive en succes i FC Nordsjælland.
- Jeg er sikker på, at hun vil være en god tilføjelse og vise sig værdifuld for holdet med sit store talent og alsidighed på banen. Der hersker ingen tvivl om, at Emmi allerede passer godt ind i vores måde at spille på, hvorfor jeg er sikker på, at hun kommer til at falde godt til på holdet.
- Emmi er virkelig dygtig i de små rum og under pres, hvor hun gang på gang har vist hendes evner på bolden og vision for spillet flot frem. Jeg tror ikke, at der går særlig længe før, vi ser hendes kvaliteter skinne igennem i Kvindeligaen. Emmi har en god arbejdsmoral, mentalitet og vilje til hele tiden at blive bedre, hvorfor vi glæder os utrolig meget til at se hende i FCN-trøjen.
Emmi Siren:
– Jeg valgte FCN, fordi jeg fik et godt indtryk af klubben og af alle folkene her, da jeg prøvetrænede her i december. Jeg kunne lide den positive atmosfære, og så kan jeg virkelig godt lide spillestilen. Jeg kan se, at alle arbejder igennem og har høje ambitioner, og det har også tiltalt mig meget.
– Jeg er en ret alsidig spiller, som kan spille på flere positioner. Og så er jeg teknisk og hårdtarbejdende – jeg giver aldrig op, når jeg er på banen.