FC Nordsjælland henter offensiv canadisk forstærkning
16.12.2024 12:00
FC Nordsjællands kvindeligahold har fået en canadisk tilføjelse til truppen i form af den 18-årige canadiske spiller, Jaime Perrault.
Perrault har 19 ungdomslandskampe for Canada på CV'et og huserer hovedsageligt på kanten. Til dagligt tørner hun ud for canadiske Vancouver Whitecaps, men nu går turen altså over Atlanten, hvor næste destination bliver FC Nordsjælland.
Jaime Perrault:
- Jeg er rigtig glad for, at jeg fremadrettet skal spille for FC Nordsjælland. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige sted for mig på nuværende tidspunkt, og jeg ser frem til at starte op med alle holdkammeraterne efter nytår.
- Det er min første professionelle kontrakt, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben allerede. FC Nordsjælland er kendt for at være rigtig dygtige til at udvikle talenter - og derfor tror jeg også, at matchet er helt rigtigt. Jeg tror virkelig, at jeg kan udvikle mig og vokse som spiller.
- Jeg vil beskrive mig selv som en spiller, der godt kan lide at udfordre modstanderen. Jeg spiller hovedsageligt på kanten, men kan også spille back.
Jessica Davis, Sportsdirektør for Kvindeligaholdet:
- Vi er virkelig glade for, at det er lykkedes at få Jaime til at takke ja til at komme til FC Nordsjælland. Vi så hende første gang i foråret, da Vancouver Whitecaps spillede mod vores U19-hold. Og siden har vi haft øjnene rettet mod Jaime.
- Chris og Amy kender hende begge fra deres tid i Canada. Hun er en virkelig spændende spiller - både med og uden bolden. Hun er meget talentfuld, er dygtig i én-mod-én-situationer og ekstremt farlig, når hun spiller som kant. Desuden er hun også stærk og talentfuld defensivt.
- Der er ingen tvivl om Jaimes talent - og jeg er sikker på, at FC Nordsjælland og Jaime er et godt match - og at hun her i klubben kommer til at vise talentet frem og samtidig udvikle sig. Derfor synes jeg, at Jaime er den perfekte tilføjelse til vores trup.
- Selvom hun er ung spiller, der kommer fra en helt anden del af verden - og det er hendes første professionelle kontrakt - så er jeg sikker på, at hun nok skal falde til hurtigt. Hun er ivrig efter at lære og er meget udadvendt og åbensindet, så jeg er sikker på, at hele holdet nok skal tage hende under deres vinger med det samme.
18-årige Jaime Perrault har første træning med vores Kvindeligatrup, når de møder ind fra juleferie den 13. januar.