Nu starter Kvindeligaen: De andre vil jagte os
09.08.2024 11:24
Lørdag sparkes en ny sæson af Gjensidige Kvindeligaen i gang - og for FC Nordsjællands vedkommende bliver det som forsvarende danske mestre.
En position, som vi aldrig før har været i. I optakten til sæsonens første kamp mod Kolding IF har vi derfor taget en snak med cheftræner Chris Sargeant og anfører Winonah Heatley om at træde ind i en ny sæson som forsvarende mestre.
Chris Sargeant
- Det er spændende for os at gå ind til den nye sæson som forsvarende mestre. Det er altid spændende, når man starter en ny sæson. Det er et stykke blankt papir, som er klar til at blive skrevet på. - Men i år er det er jo en anderledes position end, hvad vi plejer at befinde os i. Nu har vi en skydeskive på os – og alle de andre klubber vil forsøge at ramme den fra starten af. Så vi skal være klar. - Men det betyder ikke, at vi skal ændre på måden, vi gør tingene. Vi skal spille fodbold på den måde, som vi altid har gjort og sørge for, at vi ikke ændrer på det. Men vi må samtidig ikke være blinde for, at vi bliver jagtet fra starten af. For alle vil slå nummer ét. Så alle kampe kommer til at have det ekstra lag. Og det skal vi være forberedte på. - Spillerne er klar til at indtage den nye position som forsvarende mestre – og de glæder sig til at tage den rolle på sig. - Det, vi har set i opstarten, er et hold, der har fastholdt det spil, den gejst og det momentum, vi så i slutningen af sidste sæson. Rytmen og flowet er der stadig, og vi har spillet noget fremragende fodbold. Så der er en rigtig positiv stemning på holdet, og alle glæder sig til at komme i gang. - Vi kommer aldrig til at gå kompromis med vores principper – og vi kigger først og fremmest på vores spil og vores præstationer frem for resultaterne. For vi tror på, at hvis vi spiller, som vi ved, at vi kan, så skal resultaterne nok komme. Det så vi også i sidste sæson.