Foto: Noah Thilemann
Slut på træningslejr: Det har været fantastisk
04.08.2024 13:30
Den sidste bold er blevet sparket på denne sommers træningslejr for vores Kvindeliga-hold. Det skete i dagens kamp mod TSG Hoffenheim, der efter 120 minutters fodbold endte med et 5-0-nederlag. Inden tredje og sidste halvleg stod det 2-0 til værterne, som lukkede og slukkede træningskampen med tre hurtige scoringer i løbet af de sidste 10 minutter.
Cifrene på måltavlen er dog ikke det, der har højest prioritet, når der skal evalueres over både kampen i dag og træningslejren generelt for cheftræner Chris Sargeant.
Bliver skubbet ud af comfortzone 🚣
– Jeg er klar over, at slutresultatet ikke vidner om en lige kamp. Men i størstedelen af kampen var det en meget lige kamp, og vi spiller noget forrygende fodbold, som vi alle er meget tilfredse med. Igen var det en rigtig god test for os, hvor vi bliver skubbet ud af vores comfortzone, ligesom det var meningen med kampen – men heldigvis ikke for meget. Så vi kan tage rigtig meget læring med fra dagens kamp. – Vi har haft fire rigtig gode træningskampe i opstarten, hvor især de to seneste her i Tyskland jo har været anderledes, idet vi blev matchet på et rigtig højt niveau. Jeg har været meget glad for at se spillernes reaktion på kampene, og det var fedt at se, hvor gode de har været til at modtage information og handle på det hurtigt, selvom de møder gode modstandere.
Kultur er nøgleordet 🔑
– Det har været en fantastisk lejr. Fodboldmæssigt har vi spillet to gode og lærerige kampe med rigtig gode præstationer, hvor vi også fik givet mange spillere vigtige minutter. Uden for banen har vi fået mulighed for at arbejde endnu mere på vores kultur i truppen, og det er simpelthen så vigtigt for os at gøre. Det er her, vi kan snakke om, hvad vi gerne vil som hold, og hvordan vi vil gøre det – både på og uden for banen. – Jeg har sagt det før og kommer uden tvivl til at gøre det mange gange igen: vi er og har været succesfulde på grund af vores kultur. Når der kommer folk ind på holdet, kan de med det samme se, hvorfor det er så vigtigt for os at blive ved med at arbejde på, og ture som denne er et enormt vigtigt værktøj til at arbejde på det. Så generelt har det været en fantastisk træningslejr, og nu glæder vi os helt vildt til at komme i gang med sæsonen på lørdag.