Foto: Nicklas / Gonzales Photo
Sen scoring sikrer uafgjort i Aarhus
09.09.2023 11:45
FC Nordsjælland er fortsat ubesejret i Gjensidige Kvindeligaen, efter at de lørdag eftermiddag spillede 1-1 på udebane mod AGF.
Trods stor dominans i første halvleg, havde FC Nordsjælland svært ved at spille sig frem til de store chancer. Det var istedet værterne fra AGF, der kom foran efter 34 minutter spil, da Sarah Dyrehauge på fornem vis krøllede bolden op i hjørnet ude fra feltet.
Minuttet efter var AGF tæt på at bringe sig yderligere foran, men Amanda Brunholdt var klar i FCN-målet. 0-1 ved pausen var ikke videre fortjent, men det var ikke desto mindre faktum, da dommeren fløjtede af efter 45 minutter.
Samme kampbillede og sen udligning
Det var nogenlunde samme kampbillede efter pausen. FCN sad klart mest på bolden, men havde stadig svært ved at producere de helt store chancer.
Men med ti minutter tilbage af opgøret kom forløsningen. Indskiftede Clara la Cour smed et godt indlæg ind fra venstre side af feltet, hvor en fremstormende Emilía Ásgeirsdóttir ofrede sig og kom først på bolden. Så stod den 1-1 - og FC Nordsjælland kunne igen øjne muligheden for de tre point.
Det blev dog ikke til flere store chancer for nogen af holdene, og lystavlen i Vejby/Risskov Centret viste 1-1, da dommeren fløjtede kampen af.
"AGF gjorde det svært for os"
Det uafgjorte resultat i Aarhus betyder, at FC Nordsjælland fortsat er ubesejret efter de første tre kampe i sæsonen.
Cheftræner Chris Sargeant havde dog håbet på at få to point mere med hjem fra Aarhus lørdag eftermiddag.
- Jeg er glad for det ene point, men synes egentlig, at vores spil var til tre point i dag. Men overordnet set er det fint at komme herfra med et point set i lyset af, at vi udligner så sent i kampen. AGF gjorde det svært for os og stod meget solidt defensivt.
- Jeg synes, at vi dominerer spillet i dag - både spillet på bolden og boldbesiddelsen generelt. Jeg er også tilfreds med forsvarsspillet overordnet set. Selvfølgelig er der nogle ting ved deres scoring, som vi er nødt til at se på. Men derudover er jeg tilfreds nok.
Han fremhæver indskifterne som en vigtig årsag til, at det lykkedes os at få et enkelt point med hjem fra Aarhus.
- Vores indskiftere gjorde det fremragende og spiller jo en afgørende rolle ved det mål, vi scorer. De gav os den fornyede energi, som vi lidt manglede.
- Alt i alt synes jeg, at vi spillede en god kamp. Vi arbejdede virkelig for det og spillerne gav alt, hvad de overhovedet havde. Jeg synes også, at vores attitude i dag igen er god, men vi skal stadig arbejde lidt med vores bevægelse oppe foran, så det ikke bliver for stillestående.
Næste opgør for FC Nordsjælland er allerede på onsdag, når den står på pokalfodbold i Ballerup Idrætspark mod BSF.
Kampe spilles klokken 19 - og vi dækker naturligvis opgøret på vores sociale medier.