Fra akademi til kvindeliga: Mød Sarah Tofft

10.10.2023 07:45

18-årige Sarah Toft fik debut for FC Nordsjællands kvindeligahold i udekampen mod AGF tidligere på måneden. Siden er det både blevet til spilletid i ligaen og i pokalturneringen for Tofft, der netop har været på landsholdssamling med det danske U19-landshold, hvor hun har spillet ni kampe.

Selvom hun allerede siden vinter har trænet mere eller mindre fast med i kvindeligatruppen, er hun nu officielt rykket op som en fast del af seniortruppen. 
 

Sarah Tofft: 

- Akademiet her i FCN har jeg virkelig været glad for. Det var en kæmpe forskel at skifte fra Brøndby og hertil, da jeg var 15 år. Jeg synes, der er meget mere fokus på spillerne her - og der bliver brugt virkelig mange ressourcer på de unge spillere. Det er meget motiverende at være i og komme hver dag og kunne mærke, at klubben gerne vil os piger.

- Overgangen fra U19 til seniortruppen har været meget flydende. Det er en utrolig god gruppe. De er meget inkluderende og rigtig gode til at tage imod nye – både folk, der kommer udefra, og os, som kommer op fra akademiet. Så man føler sig meget tryg i miljøet.  

- Jeg kan virkelig mærke en stor forskel fra U19 til senior. Men nu har jeg trænet fast med i ret lang tid, så jeg har vænnet mig til det. Man skal selvfølgelig vænne sig til ikke at være fast starter hver gang. Og så skal man bare stole på, at det nok skal komme, så længe man arbejder hårdt for det.


Jessica Davis, Sportschef for Kvindeligaholdet

- Tofft er en spiller, som jeg tror går en stor fremtid i møde. Hun er gået igennem akademiet og er i min optik nået nær den perfekte midterforsvar som type. Hun er rolig på bolden, hun har en god teknik og en stor fysik - ligesom hun også er rigtig god i duellerne i luften - både defensivt og offensivt. 

- Lige nu står hun lidt i skyggen af nogle ældre og mere erfarne spillere. Men vi har gjort det klart, at vejen er banet for hende, og at vi ser en stor fremtid for hende her i FC Nordsjælland. Hun kommer til at få sin spilletid i løbet af sæsonen - og vi er altid helt rolige, når vi sender Tofft på banen - uanset modstanderen. 

- Hun har en rigtig god attitude og arbejder altid benhårdt til træning og til kamp. Så hun skal bare fortsætte udviklingen.


Lær Sarah Tofft bedre at kende i videoen ovenfor 👆