
Foto: Noah Thilemann
Kasper Kurland får ny rolle
30.06.2025 12:24
Efter to år som Head of Coaching for pigerne på akademiet og Kvindeligaholdet skifter Kasper Kurland nu rolle til Womens Technical Director i FC Nordsjælland. Samtidig bliver Daniel Bach ny børne- og ungdomsudviklingstræner på pigesiden.
Selv om det i starten af juni blev bekræftet af DBU's licensrangering, at Danmarks bedste pigeakademi i den grad ligger i Farum, stopper den fortsatte udvikling naturligvis ikke af den grund. Således tiltræder tidligere Head of Coaching Kasper Kurland nu i en ny rolle som Technical Director, mens Daniel Bach skifter fra at være cheftræner for U11-drengeholdet til at blive ny børne- og ungdomsudviklingstræner på pigesiden.
Det betyder, at Kurland fremover får fokus på Kvindeligaholdet og U19-holdet, mens han og Bach begge følger U16, og Bach så har ansvaret for U13 og U14 med et stærkt link til samarbejdet med Farum Boldklub.
Fodbolddirektør Alexander Riget
– Den nye struktur betyder, at Kasper kan have fuld fokus på at understøtte udviklingen af vores hold i Kvindeligaen og dermed også arbejde videre med transitionen fra U19-holdet op til kvindeholdet. – Kasper kommer med masser af fodboldfaglighed, og samtidig har han jo været i FC Nordsjælland siden 2013, så han har klubbens filosofi på rygraden. Vi er sikre på, at de nye tiltag her vil være med til at gøre vores allerede stærke akademi og Kvindeligahold endnu bedre.
Sportsdirektør Jessica Davis
– Med den nye rolle til Kasper og ansættelsen af Daniel sikrer vi, at vi fortsat opretholder vores ambition om at skabe det bedste udviklingsmiljø for både piger og kvinder i Danmark. De nye roller vil ikke kun styrke det, der allerede er det bedste pigeakademi i landet, men vil også løfte kvindeholdet yderligere. – Kasper har haft en meget positiv påvirkning på både vores spillere og vores stab af trænere over de seneste to år. Hans viden om FC Nordsjællands spillestil er blevet vævet ind i hverdagen, og betydningen af hans arbejde i akademiet og på Kvindeliga-holdet er hele tiden tydelig at se. Nu bliver fokus endnu skarpere med tilgangen af Daniel til de yngre årgange på akademiet, og det vil helt sikkert have en stor og positiv indflydelse på både akademiet og førsteholdet. – Jeg glæder mig meget til at se de nye roller folde sig ud i et stærkt samarbejde med de mange dygtige folk, vi allerede har på akademiet.