Academy to Kvindeliga: Carli Scheuer
17.10.2024 10:50
I starten af september var hun med til at skrive historie for FC Nordsjælland, da vores Kvindeliga-hold vandt deres første kamp i Women's Champions League-kvalifikationen, og nu kan den 17-årige Carli Scheuer krone et par begivenhedsrige måneder med en permanent oprykning i Kvindeliga-truppen.
Den unge venstreback har allerede optrådt ni gange for Kvindeliga-holdet, hvor det blandt andet er blevet til et mål i den historiske sejr over KÍ Klaksvik og flere flotte præstationer i Gjensidige Kvindeligaen, der ikke er gået ubemærket hen.
I seneste sæson var Carli Scheuer med til at vinde U19 Ligaen, og nu kan den 17-årige venstreback glæde sig over at blive en fast del af Kvindeliga-holdet.
Jessica Davis, Sports Director Kvindeliga
- Carli har på meget kort tid gjort sig meget positivt bemærket på vores Kvindeliga-hold, og hendes gode kvaliteter har vist sig fra start, hvorfor vi har været meget tilfredse med hendes præstationer. - Det er en del af klubbens DNA, at vi bringer vores egne unge spillere op på førsteholdet, hvorfor det glæder os at se en spiller som Carli præstere på så højt et niveau. Det er ikke ofte, at man ser spillere vænne sig så hurtigt til at spille på Kvindeliga-holdet, som vi har set med Carli, men det vidner om hendes store talent og alt det hårde arbejde, der er lagt i det på akademiet. - 17-årige Carli blev den blot anden spiller i FC Nordsjællands kvindefodboldshistorie til at score i en europæisk turnering, og vi har allerede sat vores lid til hende i flere vigtige momenter i denne sæson. - Hun har både evnerne og mentaliteten til at blive en utrolig vigtig spiller for vores Kvindeliga-hold, og vi ser frem til mange flere år med hende i FC Nordsjælland.
Carli Scheuer
- Jeg føler, at de to år, jeg har været i klubben er gået utrolig hurtigt. Jeg kom hertil fra HIK som U16-spiller og føler selv, at jeg har udviklet mig enormt meget siden da. - Klubben er rigtig god til skabe rammerne for udvikling på akadmiet. De tager en op til det næste niveau, så man bliver udfordret endnu mere. Derfor var det egentlig også ret naturligt for mig at glide ind i seniortruppen. Både fordi, der i forvejen er mange unge spillere, men også fordi man er vant til spillestilen, som vi også praktiserer på akademiet. - Det med at starte på U16 og langsomt bevæge sig op igennem akademiet for så at se sig selv få debut for førsteholdet, det er jo det, man drømmer om som ung spiller og det, målet er for alle. Så det er vildt fedt, at jeg står her nu og at jeg har fået den tillid fra trænerne. Det er jeg meget glad for. - Det var en stor oplevelse at få min debut for FC Nordsjælland. Jeg fik officielt debut i en pokalkamp mod BSF for et år siden - og i ligaen fik jeg min debut mod Brøndby tidligere på sæsonen. Det er noget, jeg er rigtig stolt af - også fordi, det har været et mål for mig. Så på den måde er det en delmålsætning, der er nået. - Jeg har mange drømme og ambitioner for min fodboldkarriere. På et tidspunkt vil jeg gerne prøve mig selv af i udlandet - og de helt store drømme er at være med til at vinde Champions League, EM og VM. Men lige nu er fokus selvfølgelig på FC Nordsjælland. Det er her, jeg skal slå igennem og jeg håber, at jeg kommer til at spille en afgørende rolle for klubben og hjælpe holdet med at opnå store resultater. Det glæder jeg mig til.