Fra akademi til Kvindeliga: Mød Alma Aagaard

08.09.2023 13:06

Hun har mål i støvlerne og et konkurrence-gen udover det sædvanlige.
17-årige Alma Aagard har trænet med førsteholdet siden januar måned, men bliver nu en fast del af Kvindeliga-truppen. 

Det er allerede blevet til 14 kampe i den rød-gule FCN-trøje for angriberen Alma Aagaard siden debuten mod Næstved BK tilbage i marts måned. 

Cheftræner Chris Sargeant har været meget tilfreds med det, han har set fra sin unge angriber, som nu overgår til at være en fast del af Kvindeliga-truppen. 

Alma Aagaard: 

- Det har været en meget naturlig overgang fra U18 til seniortruppen. Holdet har været super gode til at tage imod os, der er kommet op fra U18-holdet. Man bliver jo matchet på et andet niveau, og det er rart at blive udfordret på den måde.

- Jeg har været med siden U16 og har set, hvordan klubben hele tiden bliver ved med at hjælpe os unge spillere ift. udvikling, sparring osv. Jeg er enormt glad for at være her i FC Nordsjælland, for det er ikke min fornemmelse, at det bliver gjort på samme måde i andre klubber.  

- Jeg startede til fodbold i Snekkesten, da jeg var 4-5 år. Det var et mikshold af både drenge og piger - og jeg spillede meget sammen med drenge i løbet af mine år i Snekkesten. Det, tror jeg, har givet mig nogle gode forudsætninger, da jeg både taktisk og fysisk har fået en fodboldopdragelse, man ikke altid får i pigefodbolden.

 

Jessica Davis, sportschef for kvindeliga-holdet:

- Alma skiller sig en smule ud fra de andre angribere i truppen. Hun er utrolig målfarlig i feltet, har en skarp målnæse og er virkelig god til at vinde luftdueller. Så hun bidrager med noget andet, end hvad vi ellers har i truppen.

- Vi ser et stort potentiale i Alma, og vi er overbeviste om, at vi ikke har set det bedste fra hende endnu. Vi er sikre på, at hun kommer til at brage igennem, når hun får udnyttet sit potentiale til fulde, hvilket vi glæder os til at overvære.

- Der er et stort spring fra vores daværende U18-hold til Kvindeliga-holdet, så det er naturligt, at der er en tilvænningsperiode for en spiller som Alma. Vi ser dog stadig mange glimt af Almas høje niveau, så hun skal bare fortsætte den positive udvikling. Hun kan blive utrolig farlig og afgørende for os, hvilket vi glæder os til at se.

 

Se mere til Alma Aagaard i videoen ovenfor.