Chris Sargeant efter BSF: Stor cadeau til spillerne
13.09.2023 20:09
I dag startede et nyt eventyr for Kvindeliga-holdet i Gjensidige Kvindepokalen, hvor vi med en sejr på 0-3 mod BSF tog første skridt i titelforsvaret fra sidste år.
I dag gæstede vores Kvindeliga-hold Ballerup Idrætspark, hvor vi mødte Ballerup-Skovlunde Fodbold fra 1. division i første runde af Gjensidige Kvindepokalen. Det var derfor et opgør, hvor vi gik ind som favoritter, hvilket vi levede op til med en sejr på 0-3.
Det var naturligvis en glad Chris Sargeant, vi fangede efter kampen.
– Når man spiller første runde af en pokalturnering, er det ofte lidt svært. Jeg synes, at vi var virkeligt tændte i dag, kontrollerede bolden og styrede kampen fra start af. Vores mindset var, at vi skulle komme ud med 100 procent i dag, hvilket vi virkeligt viste.
– Stor cadeau til spillerne, der klarede opgaven i dag. Vi lykkedes med at gøre nogle ting, vi havde sat os for inden kampen. Vi så nogle gode præstationer og nogle gode mål, så jeg er overordnet rigtigt glad.
Det blev til tre flotte mål scoret af Emilia Asgeirsdottir, Clara La Cour og Princess og et rent bur. Sejren kunne være blevet endnu større med alle de chancer, holdet skabte. Chris Sargeant er rigtig positiv over, at holdet formår at skabe så mange chancer – og især over ikke at lukke mål ind, men ønsker også en større kynisme på mulighederne.
– Vi kunne have været mere kyniske i afslutningerne – især i de sidste faser af kampen. Vi havde nogle gode bevægelser og skabte en masse chancer. Jeg ville være bekymret, hvis vi ikke skabte muligheder. Men igen formår vi at kreere en masse muligheder i kampen og score tre flotte mål.
– Det mest positive synes jeg er, at vi igen formår at holde buret rent. Vores helt store målsætning i år var ikke at lukke lige så mange mål ind, som vi gjorde i sidste sæson. Så vi har virkeligt arbejdet hårdt på at lukke færre mål ind, og spillerne gør en stolthed ud af at forsvare godt, imens vi formår at kontrollere bolden og være i besiddelse.
– Så jeg er rigtigt glad for resultatet, præstationen og at vi igen formår ikke at lukke mål ind.
Næste kamp for Kvindeliga-holdet er fjerde runde af Gjensidige Kvindeligaen, hvor holdet tager til Aalborg for at møde AaB d. 17. september kl. 13.