Foto: Dejan Obretkovic/Gonzales Photo

Optakt inden Pokal-semifinale: Sådan slår vi AGF

17.03.2023 09:00

Der skal sikres et godt resultat, når den første af to pokalsemifinaler mod AGF spilles i Right to Dream Park på lørdag - og Assistenttræner Amy Harrison har en god fornemmelse frem mod det vigtige opgør. 

Søndag spillede FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeligahold sig videre til årets pokalsemifinale med en 3-2 sejr over Næstved HG. Og allerede lørdag finder den første semifinale sted, når AGF kommer på besøg i Right to Dream Park. 

Senest vi mødte AGF var i grundspillets sidste kamp, hvor vi med en sen scoring endte med at vinde 2-1 i Aarhus. Det bliver derfor nogle hævntørstige aarhusianere, der træder på banen lørdag eftermiddag, spår Assistenttræner Amy Harrison.  

- Det bliver en rigtig spændende kamp. Vi ved, at de kommer til at være hævntørstige efter den sidste kamp i grundspillet, hvor vi vandt 2-1 på udebane. I den kamp spillede AGF rigtig godt og viste fantastisk fight. Og det forventer vi helt klart, at de også kommer med lørdag. 

Kampen er den første i Right to Dream Park siden november sidste år. Og Amy Harrison håber på, at de kan udnytte hjemmebanen til at få et godt resultat frem mod returkampen i Aarhus ugen efter. 

- Det er vores første hjemmekamp i lang tid - og vi skal drage fordel af hjemmebanen. Det er vigtig, at vi får et rigtig godt udgangspunkt med til returkampen i Aarhus. Så vi skal være i stand til at stå imod deres pres og samtidig spille vores eget spil, som vi ved, at vi kan på hjemmebane. Det bliver helt afgørende for os. 

"Hvis vi skal videre til finalen, skal vi blive ved med at kæmpe for hinanden og udvise den holdånd, som vi også viste mod Næstved."

Amy Harrison

I kvartfinalen mod Næstved HG formåede FC Nordsjælland at skabe en del chancer, men den sidste effektivitet manglede til tider. Og det har været et fokuspunkt i træningen op til lørdagens kamp. 

- Vi har selvfølgelig kigget på nogle af de mangler, vi havde i kampen mod Næstved HG. Der er nogle ting, som vi skal have forbedret til kampen lørdag. Vi skal eksempelvis være mere effektive i den afsluttende fase. Vi havde en del chancer, som vi ikke fik udnyttet. De chancer skal udnyttes mod AGF.

En ting, som Amy Harrison håber, at holdet fører med sig videre, er den mentale styrke som spillerne udviste mod Næstved HG. Og det bliver også helt afgørende for, om FC Nordsjælland kan komme videre til Pokalfinalen i sidste ende, mener Assistenttræneren. 

- Vi var rigtig glade for det udtryk, spillerne viste mod Næstved ift. at blive ved med holde hovedet oppe. De udviste stor karakter og mental styrke og det var super godt at se. Det var også det, der skaffede os målet i de døende minutter. 

- Hvis vi skal videre til finalen, skal vi blive ved med at kæmpe for hinanden og udvise den holdånd, som vi også viste mod Næstved. Det er rigtig vigtigt at vi bliver ved med at udvise den mentalitet som gruppe. 

Kampen mod AGF spilles klokken 15 i Right to Dream Park - og du kan komme gratis på stadion. Det kan du læse mere om her. 

Hvis du hellere vil følge kampen fra sofaen, er der også mulighed for det. Kampen bliver nemlig streamet fra vores YouTube-kanal.