Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

FCN åbnede slutspillet med 3-1 nederlag i Køge

31.03.2023 20:05

FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeligahold åbnede fredag aften slutspillet med et 3-1 nederlag på udebane mod de forsvarende mestre fra HB Køge. 

Et drøn af en reducering

FC Nordsjælland startede kampen fint, og Karen Linnebjerg havde en fornuftig afslutning i kampens indledende minutter, som Køge-keeper Bridgette Nicole Skiba fik fingrene på. 

Men det var gæsterne, der fik gang i målscoringen som de første, da Mie Leth Karshjøj stangede et hjørnespark i kassen efter otte minutters spil. 

FC Nordsjælland spillede egentlig fint, men havde svært ved at kreere de store chancer mod en bundsolidt HB Køge-forsvar. 

Men efter 42 minutter kom forløsningen, da Cecilie Larsen kunne hamre bolden i kassen via overliggeren til stillingen 1-1. Scoringen faldt efter flot FCN-spil i højre-siden, hvor Nikoline Dudek brød godt igennem og spillede en farlig bold ind i Køge-feltet. Forsvaret fik ikke bolden langt nok væk - og så stod Cecilie Larsen klar til at banke bolden i nettet. 

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Godt spil - ærgerligt resultat

Anden halvleg fortsatte i samme kampbillede. FC Nordsjælland spillede rigtig fornuftigt, men hjemmeholdet stod solidt defensivt. Det samme kan dog siges om FC Nordsjælland, som ikke tillod mange chancer imod sig. 

I takt med at tågen opslugte Capelli Sport Stadion i Køge, åd FC Nordsjælland sig også mere ind på hjemmeholdet. Men det var desværre HB Køge, der igen kom foran, da Beate Marcussen efter 70 minutter kunne sende bolden i mål efter klumpspil omkring kanten af FCN-feltet. 

Så skulle der jagtes for FCN, der i kampens sidste kvarter da også indledte et godt mod hjemeholdets mål. 

Men med ni minutter igen gjorde Andrea Norheim comebacket endnu mere vanskeligt for FCN, da hun med et flot langskud kunne gøre det til stillingen 3-1. Indskiftede Alma Aagard var tæt på at reducere på et godt hovedstød få sekunder før tid, men det blev ved de 3-1. 

Masser af positive elementer

Cheftræner Chris Sargeant var efter kampen selv sagt ikke tilfreds med resultatet. Men han havde stadig noteret flere plusser end minusser, da dommeren fløjtede kampen af. 

- Jeg synes, at resultatet er lidt misvisende. Det er en meget lige kamp i dag - og vi holder egentlig HB Køge væk fra de store chancer. Men et hold som Køge skal bare ikke have særlig meget før de scorer - og det så vi i dag. 

- Jeg har dog stor ros til holdet. For jeg synes, at vi leverer en rigtig flot præstation på mange punkter - og der er mange elementer i spillet, som vi kan tage med videre herfra i dag. Det synes jeg er rigtig positivt, lyder det fra Chris Sargeant. 



Anden runde i Gjensidige Kvindeliga-slutspillet spilles lørdag den 15. april klokken 15.00, hvor FC Nordsjælland på hjemmebane tager imod Kolding IF.