Foto: Tobias Jørgensen/Gonzales Photo
FC Nordsjælland tager første skridt mod Pokalfinale med sejr over AGF
18.03.2023 16:00
FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeligahold tog et skridt mod årets pokalfinale, da AGF lørdag blev besejret med 1-0 hjemme i Right to Dream Park.
I søndags spillede FC Nordsjællands Gjensidige Kviindeligahold sig videre til pokalturneringens semifinale - og allerede lørdag skulle første af to opgør spilles, da AGF var på besøg i Right to Dream Park.
Det var en kamp som fra starten af bølgede frem og tilbage - dog med FC Nordsjælland som det dominerende hold. Og selvom særligt hjemmeholdet havde optræk til en del chancer i første halvleg, stod den 0-0, da dommeren fløjtede af for de første 45 minutter.
Der skulle dog ikke gå mange minutter af anden halvleg, før FC Nordsjælland fik AGF-keeper Katrine Svanes net til at blafre. Princess Marfo driblede sig igennem i højre side og blev nedlagt i AGF-feltet. Dommeren pegede resolut på pletten, og Princess Marfo eksekverede selv fra de 11 meter.
En drømmestart på anden halvleg for FC Nordsjælland, der dog ikke brugte scoringen som en sovepude. Scoringen til 2-0 blev jagtet, men AGF-forsvaret stod solidt, så de helt oplagte chancer udeblev.
Dermed endte kampen uden flere scoringer og med en ét-måls sejr til FC Nordsjælland, som dermed har et udemærket udgangspunkt inden returopgøret i Aarhus om en uge.
God attitude men manglende mål
Cheftræner Chris Sargeant var efter kampen tilfreds med det udtryk, han så fra sine spillere, selvom han dog savnede et par mål.
- Jeg synes, at det var en fremragende kamp. Vi viste en super god attitude hele vejen igennem og spillede også rigtig god fodbold. Særligt i første halvleg synes jeg at vi flot og burde nok have scoret et par mål mere.
- Men også stor ros til AGF. De gjorde det rigtig svært for os i dag. Det er et ok udgangspunkt, men vi ved, at det bliver en rigtig svær kamp i Aarhus om en uge. Resultatet gør, at det er dem, der skal jagte. Det scenarie har vi prøvet før - og det gik fint. Så vi ved, hvad der skal gøres, lyder det fra Chris Sargeant.
Returopgøret spilles lørdag den 25. marts klokken 14 på Ceres Park.