Foto: Dejan Obretkovic/ Gonzales Photo
FC Nordsjælland er videre til pokal-semifinalen efter sejr over Næstved HG
12.03.2023 16:40
FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeliga-hold er videre til pokalsemifinalen efter en sejr på 3-2 over Næstved HG i Gjensidige Pokalturneringens kvartfinale.
Efter en pre season på tre måneder var FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeliga-trup endelig tilbage i en betydningsfuld kamp igen, da de søndag eftermiddag mødte Næstved HG i Gjensidige Pokalens kvartfinale.
Opgøret endte med en 3-2 sejr i en kamp, som FC Nordsjælland satte sig på fra starten af.
Efter ni minutter udnyttede vi en opspilsfejl fra Næstved HG’s bagkæde. Bolden blev spillet på tværs af feltet, hvor en helt fri Karen Linnebjerg sikkert kunne omsætte chancen til mål.
Det var ikke ofte, at Næstved HG var på besøg i FCN-feltet. Men efter 18 minutter var det hjemmeholdets tur til at udnytte en opspilsfejl – og så stod den pludselig 1-1.
Banen indbød ikke ligefrem til hurtig fodbold langs jorden – og konsekvensen heraf blev mange lange bolde og dueller. I momenter lykkedes det dog FC Nordsjælland at få kombineret sig frem til et par store chancer, som dog ikke blev udnyttet til yderligere scoringer i første halvleg. De to hold kunne derfor gå til pause ved stillingen 1-1.
En forløsende anfører-scoring
I anden halvleg fortsatte samme kampbillede. FC Nordsjælland var mest på bolden, men hjemmeholdet lurede på omstillingerne.
Chancerne var der også mange af, men den sidste skarphed manglede dog. Men med et kvarter igen lykkedes det endelig for Emilía Ásgeirsdóttir at få nettet til at blafre, da hun blev spillet fri foran mål. En forløsning for FC Nordsjælland som halvlegen igennem havde lagt et voldsomt pres mod hjemmeholdets mål.
Men hjemmeholdet gav ikke op og med fem minutter tilbage af kampen lykkedes det dem at bringe balance i regnskabet. 2-2 var misvisende set ud fra spil og chancer, men det var ikke desto mindre fakta, da kampen nærmede sig de 90 minutter. Men anfører Jessica Davis ville det anderledes.
Johanna Fossdalsá slog et skarpt frispark ind i feltet. Bolden endte i panden på Emilía Ásgeirsdóttir, som headede på mål. Hun måtte dog se sin afslutning prelle af på stolpen. Heldigvis var Jessica Davis hurtig over returen, som hun sendte det sidste stykke over stregen til resultatet 3-2.
Dermed endte kampen 3-2 til FC Nordsjælland, som kan se frem til to pokalsemifinaler mod AGF i de kommende weekender.
Mental styrke og godt sammenhold
Efter kampen var det en tilfreds Cheftræner, som dog erkendte, at kampen blev lidt for tæt i sidste ende.
- Vi burde have scoret en del flere mål. Det havde vi chancerne til. Så kampen blev lidt for spændende i sidste ende og burde have været afgjort tidligere.
- Men jeg synes, at spillerne viser en enorm mental styrke. De skal i løbet af kampen forholde sig til mange forskellige ting - Næstved kommer tilbage efter at vi har været foran to gange eksempelvis. Men de agerer helt roligt og støtter hinanden inde på banen hele vejen igennem, lyder det fra Chris Sargeant.
I semifinalen venter AGF. En opgave som Cheftræner Sargeant glæder sig til.
- Vi skal tilbage til træningsbanen og forberede os ned til de mindste detaljer i forhold til den kamp. Pokalturneringen er et stort mål for os, så vi vil selvfølgelig gøre alt for at komme videre til finalen. Og jeg føler mig overbevist om, at de her spillere nok skal levere to gode præstationer mod AGF i de kommende weekender.