Amanda Brunholt skriver under på en 2-årig kontraktforlængelse
27.06.2023 14:00
Det har været et begivenhedsrigt år for FC Nordsjællands 28-årige målvogter på Kvindeliga-holdet. I store dele af efteråret måtte Amanda Brunholt se med fra bænken, men da chancen bød sig i foråret, har hun vist sig at være en afgørende profil for FC Nordsjællands Kvindeliga-hold.
Senest var hun afgørende for FC Nordsjællands pokaltriumf mod Fortuna Hjørring, hvor hun blandt andet pillede et straffespark og sørgede for at holde buret rent.
I de kommende år bliver der mulighed for endnu flere gode aktioner i målet. Amanda Brunholt og FC Nordsjælland har således skrevet under på en ny kontrakt, der forlænger samarbejdet frem til 2025.
Jessica Davis, sportschef for Kvindeliga-holdet:
- Vi kan tildele en stor del af holdets succes i denne sæson til Amanda. Jeg tror ikke altid, det er nemt at være målvogter, hvis du ikke er førstevalg, men Amanda viste, hvordan man skulle tackle det og formåede i den grad at gribe chancen, da den bød sig. Hun greb ikke alene chancen, hun formåede også at løfte hele holdet med sit gode spil med fødderne. Amanda er fantastisk med fødderne og er grunden til, at vi kan spille bolden op nedefra.
- Der hersker ingen tvivl om, at vi ønsker at have Amanda i FC Nordsjælland, så længe hun selv vil, så for os er det fantastisk at have forlænget hendes kontrakt frem til sommeren 2025.
Amanda Brunholt:
- Jeg er utrolig glad for, at jeg har skrevet under på en 2-årig kontraktforlængelse med FC Nordsjælland. Jeg kom til klubben i sommeren 2022 og har været virkelig glad for at være her fra dag et. Det har i foråret kulmineret med en masse spilletid, gode præstationer og et større ansvar på holdet. Jeg ser kontraktforlængelsen som et kæmpe skulderklap, så det er jeg utrolig stolt over.
- Jeg kan ikke forestille mig en anden dansk klub, som vil passe mig bedre både i forhold til klubbens spillestil og kulturen på holdet. Jeg tror på, at jeg stadig kan udvikle mig i FC Nordsjælland, og at jeg fortsat kan bidrage til holdets udvikling.
- Jeg er meget begejstret for den måde, klubben ønsker at spille fodbold på, og det udtryk, vi gerne vil have i kampene – og så ser jeg klubben som et godt sted for min egen udvikling. Jeg er utrolig glad for at være en del af holdet og er glad for, at jeg nu har fået to år mere i FC Nordsjælland.
Født: 30. marts 1995 Debut på førsteholdet: 24. august 2022