Helt tæt på træningskampen mod FC Sheriff Tiraspol 🔎
08.02.2023 11:44
I lørdags var Superliga-truppen i kamp for første gang under træningslejren i Tyrkiet. Halvdelen af truppen spillede mod FC Metalist fra Ukraine (1-0-sejr), mens den anden halvdel efterfølgende spillede 1-1 mod FC Sheriff Tiraspol fra Moldova, som skal spille UEFA Conference League i næste uge.
FCN TV fulgte 1-1-kampen tæt både før, under og efter – se det hele i videoen ovenfor.
Dækning af den sidste del af træningslejren
Et par dage efter kampene ramte de forfærdelige jordskælv det sydøstlige Tyrkiet. Siden da har vi ikke været så aktive på vores platforme.
Vi kan melde, at alle på træningslejren har det godt, vi bliver behandlet godt, og vi træner godt. Men vi er i et land, der er ramt af en alvorlig krise, så af respekt for befolkningen og den ubegribelige katastrofe, føles det forkert at lave og bringe indhold i samme omfang og tone, som vi normalt ville gøre fra en træningslejr.
Vi fortsætter træningslejren som planlagt og vil af ovenstående grund poste updates om træninger og kampe i et begrænset omfang, inden vi vender hjem til Danmark på lørdag.
Det betyder blandt andet, at turens sidste kampe, som spilles på fredag, ikke vil blive livestreamet. Vi vil heller ikke være lige så aktive på de sociale medier som normalt, men startopstillinger og andre opdateringer ville kunne findes via dette link.
Træningskampe fredag den 10. februar
Kl. 9:00 (dansk tid) FC Nordsjælland - FC Zorya Luhansk
Kl. 13:00 (dansk tid) FC Nordsjælland - FC Politehnica Iasi