Foto: Dejan Obretkovic

Culture Workshop og kerneværdier på træningslejren i Tyrkiet

28.02.2023 06:54

Det er ikke kun på træningsbanen i den tyrkiske forårshede, at vores Kvindeligaspillere knokler. 

Mandag havde Sports Psychologist Kasper Henriksen nemlig arrangeret en Culture Workshop, hvor spillerne i fællesskab skulle finde ind til de kerneværdier, holdet skal arbejde ud fra i de kommende måneder. 

Ifølge Kasper Henriksen er det helt afgørende, at spillerne selv kommer på banen og bidrager til de værdier, der er på holdet. Og det er netop dét, en Culture Workshop er med til at booste. 

- Det helt store formål er at arbejde med dét tema, som har fyldt mest for os i de seneste par måneder, nemlig "connection". Og her skal "connection" forstås som relationerne på- og uden for banen. 

- Workshoppen mandag handlede meget om sammenholdet og "connection" på banen. Her er det eksempelvis at arbejde med, hvordan vi er over for hinanden, når vi oplever en eller anden form for modgang. Så det er alt lige fra at kommunikere til hinanden til det mere nonverbale med highfives, at være taktile, holde øjenkontakt og hele tiden være connected på den måde. I stedet for at gå ind i sig selv, som man ellers typisk vil gøre, når man møder modstand. 

Kasper Henriksen tror på, at mandagens workshop kan styrke holdet - og håber, at man allerede på træningsbanen i Tyrkiet vil opleve, at den har indprentet sig hos spillerne. 

- Jeg synes, at spillerne var meget engagerede og havde nogle rigtig gode måder at fortælle, hvordan de oplevede tingene. Og der var en form for villighed i at engagere sig i det. 

- Vi har vist nogle klip, hvor de som hold ikke lykkedes særlig godt med at bakke hinanden op som holdkammerater. Så det jeg håber, at vi som gruppe - både spillere men også stab - kommer til at vise på træningsbanen hernede og til træningskampen, det er at fremstå endnu mere taktile og tilstede over for hinanden - både verbalt og nonverbalt.