Cheftræner Sargeant forventer store fremskridt på træningslejren
26.02.2023 12:24
Chris Sargeant er sikker på, at den igangværende træningslejr i Tyrkiet vil sætte et stort aftryk på den måde, holdet kommer til at spille på i foråret.
Fredag tog FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeligatrup på træningslejr til Tyrkiet. Foran dem venter otte dage med intensive træningspas, sociale events og teambuilding-øvelser.
Altsammen skal være med til at gøre truppen stærkere - både på- og uden for banen. Og Chetræner Chris Sargeant er sikker på, at træningslejren vil indprente sig positivt på holdet frem mod en spændende forårssæson.
- Først og fremmest er jeg glad for, at vi har fået muligheden for at komme på træningslejr i Tyrkiet. De faciliteter, vi oplever hernede, er helt fantastiske.
- En træningslejr er altid rigtig god for en fodboldklub. Både fordi man har mulighed for at få trænet en masse - og dermed kan blive bedre på banen. Men særligt i forhold til det sociale spillerne imellem. Det skal man ikke undervurdere betydningen af. Det er enormt vigtigt, at spillerne har det godt med hinanden og klikker socialt. Det gør den her gruppe af spillere allerede - men jeg er sikker på, at de vil stå endnu stærkere efter træningslejren.
Ser man specifikt på det fodboldmæssige, ser Sargeant gerne, at særligt relations-delen i spillet bliver forbedret i løbet af de otte dage i Tyrkiet.
- Rent træningsmæssigt vil jeg gerne have, at vi får mere styr på relationerne i vores spil. Jeg synes man kunne se i vores seneste træningskamp, at relationerne spillerne imellem haltede lidt - men der manglede vi også otte spillere, der var med U-landsholdene. Så det siger allerede lidt om, at spillerne er begyndt at finde hinanden rigtig godt, når det bliver tydeligt, hvis nogle af spillerne ikke er med, lyder det fra Sargeant.
Du kan komme med et smut på træningsbanen til første træningsdag i Tyrkiet lige her