FC Nordsjælland henter newzealandsk midtbanespiller
29.08.2023 12:00
FC Nordsjællands Gjensidige Kvindeliga-hold har skrevet en 2-årig kontrakt med den newzealandske midtbanespiller Malia Steinmetz.
24-årige Steinmetz har senest tørnet ud for Western Sydney Wanderers i Australien, hvor det også er blevet til en del spilletid på det newzealandske landshold. Malia Steinmetz har brugt store dele af sommeren til VM, og nu glæder hun sig til de kommende udfordringer, der venter i FCN.
- Det har været fantastisk at komme til FC Nordsjælland, og jeg elsker allerede at være her. FC Nordsjælland er en spændende klub, og da de viste interesse, var det ikke et svært valg for mig. Klubben er i konstant udvikling, og jeg glæder mig til at være en del af organisationen, hvor jeg håber, at jeg både kan udvikle mig som spiller og menneske.
- Det har været en helt utrolig sommer med både VM og nu mit skifte hertil. Jeg er klar til de kommende udfordringer, og VM har kun gjort mig mere sulten efter oplevelser, hvorfor dette er det helt rigtige skridt for mig.
- Jeg håber, at jeg kan bidrage med en masse erfaring til truppen, som jeg kan give ud af til de unge spillere. Omvendt håber jeg også, at jeg kan lære en masse af dem, da jeg ved, at det er et utrolig talentfuldt hold.
FC Nordsjælland er ikke en helt ukendt klub for Malia Steinmetz, da hun tidligere har hørt meget godt om klubben fra sin tidligere holdkammerat Winonah Heatley.
- Jeg har tidligere boet sammen med Winonah, da vi spillede sammen i Australien, og hun har altid talt så positivt om FCN. Så hun var også en af grundene til, at beslutningen var så nem at træffe, da FC Nordsjælland kom ind i billedet.
Tilføjelsen af Malia Steinmetz glæder sportschefen for Kvindeliga-holdet, Jessica Davis, der påpeger, at Malia har den helt rette profil til FC Nordsjælland.
- Vi er utrolig glade for at kunne tilføje Malia til vores i forvejen stærke trup. Vi havde muligheden for at følge hende under sommerens VM-slutrunde, hvor hun imponerede os. Hun passer perfekt ind i vores spillestil, og vi er sikre på, at hun med sine kvaliteter vil styrke vores Kvindeliga-hold.
- Malia har på trods af sin unge alder allerede oplevet en del i sin fodboldkarriere, hvor hun blandt andet har spillet en del kampe under stort pres og med mange tilskuere, som vi tror vil være en uvurderlig tilføjelse til vores unge hold. Vi glæder os til at byde hende velkommen i klubben, og vi ser frem til at følge hendes udvikling i FCN.