FC Nordsjælland med storsejr over Sundby BK i Kvindeligaen
21.10.2022 20:45
Fredag aften vandt FC Nordsjælland for anden gang i streg i Gjensidige Kvindeligaen, da Sundby BK blev sendt fra Right to Dream Park med et gigantisk nederlag på 7-0.
Der var stjernestøv over Right to Dream Park fredag aften, da FC Nordsjælland tog imod Sundby BK. Efter en helt igennem imponerende indsats fra hjemmeholdet endte det med en knusende 7-0 sejr til FC Nordsjælland, som dermed fik anden sejr i streg i Gjensidige Kvindeligaen.
Allerede efter 45 sekunder sendte Cecilie Larsen en yderst kvalificeret afslutning afsted uden for feltet. Bolden var dog et par centimeter for høj og ramte overliggeren.
Minuttet senere fik vi igen brudt Sundbys opbygning og Karen Linnebjerg kom til en fin mulighed, som dog endte over mål.
Der stod generelt FCN på alt i kampens første minutter og det var derfor ikke nogen overraskelse, at vi fik nettet til at blafre allerede efter syv minutter. Princess Marfo driblede sig flot igennem på højre side. Sundbergs keeper afværgede i første omgang, men Karen Linnebjerg var klar på returen og bankede den resolut i kassen.
FC Nordsjælland blev ved med at presse på og havde optræk til flere chancer samtidig med, at de holdt Sundby fra at skabe noget. Den første chance til gæsterne opstod efter en halv time, men Brianne Reed var klar i FCN-forsvaret og fik tacklet bolden væk i sidste øjeblik.
Det gav gæsterne mere blod på tanden, og i de efterfølgende minutter havde de to skud på mål, som dog blev taget sikkert af Carly Nelson i FCN-målet.
Derfor forblev det ved stillingen 1-0 efter de første 45 minutter.
I anden halvleg fortsatte samme kampbillede med FC Nordsjælland som det dominerende hold. Og der skulle ikke gå mere end ti minutter før Karen Linnebjerg havde fordoblet føringen med et velplaceret drøn fra kanten af feltet.
Få minutter senere var gæsterne fra Sundby tæt på at bringe spændingen tilbage i kampen, men Winonah Heatley nåede tilbage og stoppe bolden, inden den passerede målstregen.
Med et lille kvarter tilbage punkterede indskiftede Emilia Ásgeirsdóttir dog spændingen, da hun, i et flot samspil med en anden indskifter Jóhanna Fossdalsá, fandt en position i feltet og sendte bolden i en flot bue uden om Laura Worsøe i Sundby-målet.
Men assistmager Fossdalsá ville også selv være med og på to minutter kunne hun først gøre det til 4-0 og derefter 5-0. Særligt det sidste mål var høj klasse af både Fossdalsá selv og Kathrine Kühl, som lagde en perfekt timet aflevering i dybden til 16-årige Fossdalsá.
Men FC Nordsjælland var slet ikke færdige og få minutter senere blev det til 6-0, da en Emilia Ásgeirsdóttir opsnappede en clearing fra Sundby-forsvaret og sendte bolden i mål.
I 90. minut kunne endnu en indskifter, Dajan Hashemi, gøre det til slutresultatet 7-0 og satte dermed punktum for en aften, hvor alt gik op i en højere enhed for FC Nordsjælland.
”Alt hvad vi havde trænet på, lykkedes i dag”
Efter kampen var assistenttræner Amy Harrison begejstret for det hun så fra spillerne – særligt i anden halvleg, hvor stort set alt lykkedes.
- Vi får faktisk den bedste start, vi har fået på en kamp i denne her sæson. Men i slutningen af første halvleg lukker vi helt unødvendigt Sundby ind i kampen. Det bliver italesat i pausen og så må man sige, at vi virkelig ændrer attitude i anden halvleg.
Fem af FC Nordsjællands syv mål blev scoret af indskiftere - og ifølge Amy Harrison var der næsten ikke noget fra de sidste 45 minutter, som kunne være gjort bedre.
- Det var helt fantastisk at se præstationen i anden halvleg. Alt det, som vi har trænet på, lykkedes i dag. Og de folk, vi sætter på banen, præsterer også bare fra første berøring. Det var en fornøjelse at se.
- Det er selvfølgelig dejligt, at vi nu har fået to sejre i streg. Men vi ved, at intet kommer let, og vi skal bare knokle videre på træningsbanen og forberede os så godt som muligt på det næste opgør mod Køge. Vi ved, at det bliver en rigtig svær kamp, men vi tror på os selv – og præstationen i dag giver selvfølgelig et stort boost på selvtillidskontoen.
Næste opgør er søndag den 30. oktober ude mod ligaens tophold fra HB Køge.