Kvindeliga-holdet tager afsked med seks spillere
20.06.2022 07:05
Sæsonen i Gjensidige Kvindeliga er slut, og det betyder ikke kun en velfortjent ferie til FCN-spillerne, inden det går løs igen med opstart og træningslejr.
Det betyder også, at vi skal sige farvel og tak for indsatsen til seks spillere. Det drejer sig om Ashley Riefner, Tiia Peltonen, Sofie Tranholm, Anna Kaas, Laura Lillholm Petersen og Adina Sabina Giurgiu, fortæller sportsdirektør Mikkel Hemmersam.
- Efter hver sæson er det typisk tid til at sige tak for samarbejdet til en eller flere spillere – og samtidig byde velkommen til nye ansigter. Denne her sommer skal vi så sige tak til Adina, Laura, Sofie, Ashley, Tiia og Anna, der hver især har bidraget positivt til den kultur, vi har her i FC Nordsjælland, og til den udvikling, holdet har været igennem i den forgange sæson. Vi vil derfor gerne sige tak for indsatsen og ønske dem al mulig held og lykke fremadrettet, siger Mikkel Hemmersam.
- Vi var blot få point fra at få medaljer, hvilket også skyldes en positiv indsats fra spillere, som vi tager afsked med. Det er nu tid til, at vi bygger videre på den positive udvikling, så vi står så stærkt og konkurrencedygtigt som muligt til den kommende sæson. Vi har en stor talentmasse her i FC Nordsjælland, hvilket den nylige akademi-kåring også viste, så vi ved, at der er flere talentfulde spillere på vej, og vi holder selvfølgelig også øje med potentielle, eksterne spillere, tilføjer sportsdirektøren.
Laura Lillholm Petersen:
- Jeg er sindssygt stolt over at have spillet i en klub som FC Nordsjælland. En klub med et fantastisk setup, som gør det muligt for spillerne at udvikle sig hele tiden – både på det personlige plan, men også fodboldmæssigt. Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad klubben og mine medspillere har gjort for mig.
Ashley Riefner:
- Jeg er enormt glad for den tid, jeg har haft i FC Nordsjælland. Træningsmiljøet, trænerne og holdkammeraterne har hjulpet mig rigtig meget i min udvikling som spiller, og det er jeg virkelig taknemmelig for.
Tiia Peltonen:
- Det har været halvandet gode år. Jeg er meget glad for den tid, jeg har haft i FC Nordsjælland, og for de ting, jeg har lært her. Jeg vil gerne sige tak til mine trænere, holdkammerater og alle i og omkring klubben.
Sofie Tranholm:
- FCN har været mit hjem, lige siden pigeprojektet startede. Jeg er meget taknemmelig for min tid og alt, hvad den har bragt – både af oplevelser og personlige relationer.
Anna Kaas:
- Jeg vil gerne sige tak for en fantastisk rejse med FCN. Jeg har været med siden Farum Boldklub-tiden gennem 1. Division og Kvalifikationsligaen og har derfor kunnet følge udviklingen dag for dag. Jeg vil også fremhæve mit gode samarbejde med min målmandstræner, Dan, som har været ved min side næsten hele perioden. Selvfølgelig også ros til mine holdkammerater, som ikke bare har været kollegaer, men også venner i min tid i klubben. Tak til klubben og dens fans for mange fantastiske øjeblikke på og udenfor banen. I vil alle altid være i mit fodboldhjerte.
Adina Sabina Giurgiu:
- Det har været en fornøjelse at spille med så dygtige spillere, som der er i FC Nordsjælland. Jeg føler mig meget privilegeret over at have fået lov til at spille med dem. Det en gruppe spillere, som er gået direkte i hjertet på mig. De modtog mig med åbne arme, og FCN har en kultur, hvor man kan være sig selv og vokse som spiller og person. Det har jeg gjort, og jeg vil gerne sige tak til alle de fantastiske personer i FCN. Jeg vil savne hver og en.