FC Nordsjælland styrker organisationen på kvindesiden
09.07.2022 06:54
Frem mod den kommende sæson vil der ske en række ændringer på kvindesiden, som giver organisationen et yderligere løft.
Gennem de seneste år er der sket løbende opgraderinger på pige- og kvindesiden i FC Nordsjælland – både i forhold til akademiet og Gjensidige Kvindeliga-holdet.
Nu skal en række nye tiltag og ansættelser sørge for, at kvindesiden bliver løftet yderligere.
Fuldtidstræner på U16
Kasper Klarskovs stilling som cheftræner for pigernes U16-hold bliver opgraderet til en fuldtidsstilling for at løfte niveauet yderligere på akademisiden.
Stor trænerkapacitet på U18
På U18-holdet bliver Carrie Kveton ny cheftræner efter Anja Heiner-Møller, der er tiltrådt som U19-landstræner hos DBU. Carrie kommer fra en stilling som Head of Player Development på Kvindeliga-holdet. Hun har den højeste træneruddannelse i form af en UEFA Pro Licens og har blandt andet vundet guld som træner for Fortuna Hjørring, hvor hun også spillede som aktiv.
Erfaren målmandstræner til Kvindeliga-holdet
Toivo Vadum tiltræder som målmandstræner for Kvindeliga-holdet. De seneste fire sæsoner har Vadum været tilknyttet SønderjyskEs Superliga-trup, og inden da har han blandt andet været målmandstræner for det bedste seniorhold i Vejle Boldklub. Derudover har han stor erfaring med målmandstræning på eliteungdomsniveau.
Vadum er ansat i en kombineret rolle, hvor han også vil arbejde med U19-holdet på drengesiden på akademiet.
Ny cheftræner og assistenttræner til Kvindeliga-holdet
Tidligere på sommeren sagde vi farvel til Kvindeliga-cheftræner Carmelina Moscato – og der har derfor også været behov for en ændring i staben omkring seniorholdet. Her vil det fremover blive Chris Sargeant, der skal stå i spidsen for holdet som cheftræner – læs meget mere Chris Sargeants nye rolle her.
Det betyder ligeledes, at der kommer en ny assistent, hvor valget er faldet på Amy Harrison, som kommer fra en stilling som Technical Director for Bonivital Soccer Club i Canada. Harrison har en A-trænerlicens og har som aktiv spiller blandt andet spillet i Rangers FC fra Glasgow i Skotland.
Udover ændringerne på cheftræner- og assistenttrænerposten forbliver staben den samme.
Deltid på U14
Henrik Surels stilling bliver opgraderet til en deltidsstilling for at styrke arbejdet med de yngste årgange og samarbejdet med den enkelte spillers skole.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
- Tiltagene understreger det fokus, vi kontant har på at udvikle vores organisation. Vi har en masse dygtige talenter på U-holdene, og vi tror på, at vi med det øgede fokus kan rykke rigtig meget og sørge for at bringe endnu flere i spil til vores Kvindeliga-hold.
- Vi har givet Kasper Klarskov en fuldtidsstilling, da vi har været meget tilfredse med hans arbejde på U16. Han får nu mere tid til at optimere rammerne omkring U16 og samtidig styrke samarbejdet med U18 og de yngre årgange (U13/U14).
- Anja Heiner-Møller har udført et fantastisk stykke arbejdet på U18-holdet, og vi er taknemmelige for hendes indsats. Vi ønsker hende al mulig held og lykke med det nye job som U19-landstræner. Samtidig er vi rigtig glade for, at Carrie Kveton har sagt ja til at overtage stafetten, og det er uden tvivl en stor trænerkapacitet, som vi får knyttet endnu tættere til akademiet og overgangen til Kvindeligaen. Carrie kommer med stor erfaring som spiller og træner, og hun har et indgående kendskab til kravene, som møder spillerne på højere niveau. Carrie har gjort et fremragende stykke arbejde som Head of Player Development, hvilket giver gode forudsætninger for at arbejde i krydsfeltet mellem U18 og Kvindeliga-holdet.
- Vi har givet Henrik Surel en deltidsstilling på U14, da hans og Casper Eriksens arbejde på de yngste årgange har været på et meget højt niveau. Han får nu mere tid til at optimere rammerne omkring U14 og samtidig styrke samarbejdet med den enkelte spillers skole, så spillerne får den bedst mulige hverdag.
- I forhold til ansættelserne i vores seniortrup har vi forsøgt at finde en balance mellem kontinuitet, kvalitet og nye inputs. Derfor er det glædeligt, at vi får Amy Harrison ind som assistent til Chris Sargeant. Med Amy får vi en kapacitet, som tidligere har arbejdet med unge spillere og desuden har en solid erfaring med såvel trænergerningen samt europæisk fodbold. Hun har også tidligere arbejdet sammen med Chris, hvorfor vi har store forventninger til samarbejdet.