Simone Andersen om 50 kampe: En fed følelse
17.08.2022 11:29
I søndags rundede Simone Andersen 50 kampe for FC Nordsjælland, da ‘Sim’ og resten af holdet slog Kolding IF med 3-0.
26-årige Simone Andersen kom til FC Nordsjælland tilbage i vinteren 2019 og har nu rundet 50 kampe for os. Et jubilæum, som Andersen er meget stolt af:
- Det er selvfølgelig en rigtig fed følelse. Jeg er rigtig glad og stolt af at have spillet 50 kampe for klubben - det betyder meget!
- Det sidste halve år har været specielt for mig personligt, hvor jeg har udviklet mig utrolig meget både på og udenfor banen. Der var selvfølgelig også en pokalfinale, som også var et stort øjeblik, men de sidste seks måneder føler jeg, har været ekstra specielle for mig. Udover min egen udvikling, så er vi også kommet rigtig langt som hold i det sidste halve år.
- Vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg sigter selvfølgelig efter en masse spilletid og at blive en bedre version af mig selv som fodboldspiller og person. Som hold skal vi sigte efter at komme endnu højere op i tabellen og tage klubben til ny højder. Vi har alle mulighederne for det, så det gælder om, at vi lægger det nødvendige arbejde i det. Gør vi det, så er jeg sikker på, at vi når vores mål.
- Hvis vi kigger endnu længere frem, så ville det være helt fantastisk at prøve sig selv af i en udenlandsk klub - det er den helt store drøm, afslutter Simone.
Tillykke med den flotte milepæl, ‘Sim’!
Næste opgave for Simone Andersen og resten af holdet er på lørdag klokken 14.00, hvor Brøndby IF kommer på besøg i Right to Dream Park. Du kan købe billet til kampen på billet.fcn.dk.