Haley Berg skifter til FC Nordsjælland

04.08.2022 13:22

Amerikanske Haley Berg skifter til FC Nordsjælland på en 1-årig kontrakt.

FC Nordsjællands Kvindeliga-hold er blevet en forstærkning rigere. I sidste uge kunne vi præsentere Alyssa Malonsen og Ryanne Brown som nye spillere i truppen, og nu tager 23-årige Haley Berg også turen over Atlanten og skifter Houston ud med Farum fra den kommende sæson.

Haley Berg er offensivspiller og har senest optrådt for Houston Dash og den spanske klub Zaragoza CFF.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:

– Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at få Haley til FC Nordsjælland. Hun er en utrolig dygtig spiller, som allerede har erfaring fra europæisk fodbold, hvor hun i sidste sæson viste prøver på sit talent i Zaragoza CFF. Det talent er vi også sikre på, at hun kan udfolde her hos os.

– Desuden har hun fra starten vist, at hendes personlighed går hånd i hånd med FCN- og Right to Dream-kulturen. Hun er meget opsat på at udvikle sig – både på og uden for banen. Med tilgangen af Haley får vi tilført øget konkurrence til vores i forvejen meget homogene trup, så vi kan bygge videre på den positive udvikling, vi er inde i.

Haley Berg:

– Jeg er rigtig glad for at være kommet til FC Nordsjælland. Faciliteterne her er virkelig gode, og folk er meget åbne og imødekommende. De har taget rigtig godt imod mig.

– Det har fra starten været meget tydeligt, at klubben går lige så meget op i personudviklingen som udviklingen på fodboldbanen. Og det er meget tiltalende. Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle mig som spiller, men jeg går også meget op i min udvikling som person – og her får jeg mulighed for begge dele.

– Som spiller ligger mine forcer i det offensive spil. Jeg vil gerne skabe chancerne til mig selv og mine holdkammerater. Jeg tænker på mine holdkammerater før mig selv – og jeg elsker at vinde. Og så håber jeg selvfølgelig, at vi slutter så højt i tabellen som overhovedet muligt.

FC Nordsjælland tager hul på Gjensidige Kvindeligaen på søndag, hvor FC Thy-Thisted Q kommer på besøg i første spillerunde – køb din billet på billet.fcn.dk.

Voksen 40 kr. og barn 20 kr., når du køber online. Ved køb i billethuset ved stadion pålægges et administrationsgebyr på 20 kr. pr. billet.