Brianne Reed efter forlængelse: FCN betyder mere for mig end bare fodbold
14.06.2021 07:30
FC Nordsjælland forlænger kontrakten med den amerikanske forsvarsspiller Brianne Reed.
Brianne Reed kom til FC Nordsjælland i 2019, og lige siden har amerikaneren været en af de bærende kræfter i klubbens kvindeseniortrup. Nu har parterne sat signatur på en forlængelse af aftalen.
Brianne Reed:
– Jeg er rigtig glad for at forlænge min kontrakt med FC Nordsjælland. Jeg har været her i lidt over to år, så jeg har været en del af både opture og nedture.
– Den netop overståede sæson var en svær en af slagsen for os, men sådan modgang motiverer mig ekstra meget til at bevise, ikke kun overfor os selv, men overfor hele ligaen, at vi hører til i toppen af dansk fodbold. Der er rigtig meget potentiale i holdet, og vi har en spændende tid foran os, så det er jeg glad for, at jeg bliver en del af.
– FCN er et specielt sted for mig og er et sted, som betyder mere for mig en kun fodbold.
– Nu vil jeg nyde min ferie, men på samme tid ser jeg allerede rigtig meget frem til den nye sæson og igen at være tilbage på banen med mine holdkammerater.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
– Bri har gennem længere tid været en vigtig del af vores hold og en kulturbærer – både inde og udenfor banen. Derfor var det helt naturligt at forlænge aftalen med hende.
‘Bri’ har spillet 53 kampe for FC Nordsjællands kvindeseniorhold.