Kühl efter A-landsholdsdebut: Måtte slå mig selv tre gange i hovedet
15.04.2021 07:30
Onsdag var en speciel dag i FC Nordsjælland, da Kathrine Møller Kühl fik debut for det danske A-landshold. Vores talentfulde midtbanespiller blev indskiftet for kvindelandsholdet i træningskampen mod Wales, og blev dermed en del af et fint selskab af spillere, som har fået landsholdsdebut som FCN-spiller.
Da Kathrine Møller Kühl i onsdags blev skiftet ind i det 81. minut mod Wales, fik hun sine første A-landsholdsminutter i den rød-hvide trøje i en alder af blot 17 år.
For Kühl selv var det selvfølgelig en stor oplevelse – og selvfølgelig en stor drøm for hende.
– Det er stadig svært at forstå. Jeg måtte lige slå mig selv tre gange i hovedet efter kampen for at forstå, hvad der var sket. Det var selvfølgelig en stor drøm for mig, fortæller Kühl og fortsætter:
– Da jeg blev skiftet ind, nåede jeg ikke at tænke så meget. Det gik meget hurtigt, så det eneste jeg tænkte på, var komme ind og sætte et godt aftryk og få rørt bolden lidt. Inde på banen gik det også meget hurtigt, så der var ikke meget tid til at tænke over, hvad der foregik.
Med debuten er Kühl blevet en del af få FCN-spillere, som har repræsenteret det danske A-landshold, mens de stadig spillede i klubben. En liste der tæller andre prominente navne som Patrick Mtiliga, Martin Bernburg, Jores Okore, Andreas Bjelland, Nicolai Stokholm og Kathrine Larsen.
– Det var en kæmpe oplevelse. Det var utroligt fedt at få chancen for at snuse lidt til det og spille med de mange gode spillere. Jeg lærte en hel masse fra turen og fandt ud af, hvordan den professionelle verden er for de mange spillere på landsholdet.
– Det giver en kæmpe motivation for mig. Jeg har mærket præcist, hvad der er, jeg skal arbejde hen imod. Så nu gælder det bare om at knokle videre her i klubben og fortsætte min udvikling, afslutter Kühl.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam er også meget glad og stolt over Kühls debut:
– Først og fremmest er vi naturligvis utrolig stolte og glade på Kühls vegne. Det er en kæmpe præstation at blive udtaget til at repræsentere sin nation, men at spille A-landsholdsfodbold i en alder af 17 år, er noget de færreste kan skrive på CV’et.
– Hun har udviklet sig enormt meget siden hun kom til klubben i 2018. Særligt i denne sæson har hun spillet en vigtig rolle på vores Gjensidige Kvindeliga-hold, og derfor er det også fantastisk at se, at landstræneren kigger hendes vej.
– Vi håber, at Kühls udvikling, præstationer og nu landsholdsdebut er en inspiration for de mange andre talenter, vi har i klubben. Vi vil gerne udvikle nogle af bedste fodboldtalenter i landet, og der er Kathrine om nogen et eksempel på, at vi har gang i noget godt, afslutter Hemmersam.
Kühl og resten af vores Gjensidige Kvindeliga-hold er tilbage i Gjensidige Kvindeliga på lørdag, når KoldingQ gæster Right to Dream Park. Kampen starter klokken 14.00 og kan ses HER.