Ugens kvindenyt: Ásla Johannesen: Jeg vil være en rollemodel for de færøske kvinder

23.10.2020 13:40

I 2018 flyttede Ásla fra Færøerne til Danmark for at udleve sin drøm om at blive fodboldsspiller, efter hun havde hørt om vores indtræden i kvindefodbold. Hun har siden dengang spillet fast på vores kvindehold, og hun er den spiller i nuværende trup, som har været her i længst tid. I går var hun i aktion for det færøske landshold.

24 årige Ásla Johannesen har, trods sin alder, en masse internationale erfaringer med Færøernes A-kvindelandshold. Hun blev nemlig udtaget til Færøernes A-kvindelandshold som 17 årig efter nogle gode præstationer på ungdomslandsholdene.

- Jeg er utrolig stolt over at bære det færøske flag på brystet. Det har jeg været, siden jeg debuterede på ungdomslandsholdet, og det er en speciel følelse hver gang, når jeg bærer flaget.

- Selvom jeg havde været på ungdomslandet i et godt stykke tid, og at jeg vidste, det bare handlede om tid, før jeg blev udtaget til A-kvindelandsholdet, så var det stadig helt surrealistisk, da jeg fik at vide, at jeg var udtaget til A-kvindelandsholdet. Jeg var ekstremt stolt over det.

- Det har altid været en drøm for mig at skulle repræsentere Færøerne på en fodboldbane. Det betyder jo alt for mig, så det var sindssygt fedt. At få muligheden for at repræsentere sit land må nok være en af de fedeste oplevelser, man kan opleve som fodboldsspiller. Det er en meget speciel følelse af glæde, taknemmelighed og stolthed, som suser igennem kroppen.

Ásla og Færøerne gæstede i går Wales i kvalifikationen til Women's Euro. Færøerne tabte desværre kampen.

- Uanset hvilke resultater vi får, og hvilket niveau landsholdet er på, så vil vi altid kæmpe det hårdeste, vi kan. For at gøre hele Færøerne stolte af os.

- Min familie har været meget støttende omkring at tage til Danmark og udleve min drøm som fodboldsspiller. De er meget stolte over min rejse og udvikling, og de følger virkelig godt med i, hvordan det går her i FC Nordsjælland.

- Jeg er en af de første færøske piger, som er taget til udlandet for at udleve drømmen som fodboldsspiller. Det har medført, at jeg føler, jeg har udviklet mig som person på landsholdet. Jeg er en af dem, som går forrest, og derfor har jeg fået en form for lederrolle.

- Jeg vil gerne blive set som en rollemodel for de færøske kvinder, og jeg vil gerne være med til at udvikle kvindefodbolden i Færøerne. Det er virkelig et flot stykke arbejde, som det færøske fodboldforbund har gjort for kvindefodbolden, og det vil jeg gerne være med til at videreudvikle.

- Befolkningstallet i Færøerne er kun cirka 50.000. Lad os antage, at cirka halvdelen af befolkningen er kvinder, og kun en tiendedel af dem spiller fodbold. Det er virkelig ikke mange i forhold til de andre lande. Så det er faktisk meget flot, at vi overhovedet har et landshold, og at vi kan spille med. Jeg er i hvert fald utrolig stolt over mit land.

- Det næste step for udviklingen af kvindefodbolden i Færøerne, er, at man skal kunne spille på eliteplan samtidig med, at man kan gå i skole. Det kan ikke lade sig gøre i Færøerne, da der ikke er samarbejde mellem skoler og fodboldklubber. Og det tror jeg, er en af årsagerne til, at der er så få piger, som ikke tør at udleve deres drømme om at blive professionelle fodboldsspillere.

- Jeg håber, at jeg kan være et forbillede for de kvindelige fodboldsspillere i Færøerne til at komme til udlandet, hvor der lige nu er bedre muligheder for at udvikle sig som fodboldsspiller, imens man færdiggøre en uddannelse. Et af de største drives i min fodboldkarriere er at træde nogle tunge skridt for dem, som følger mine fodspor, afslutter Ásla Johannesen.


FC Nordsjælland U18 piger

I lørdags var vores U18-piger tilbage i aktion igen i ligaen efter en måneds pause. Det blev til en 5-2 sejr på hjemmebane over KoldingQ, hvor Signe Tingager og Karen Knudsen scorede to mål hver, mens Mille Bech scorede et enkelt.

Vores næste kamp er mod ligaens tredjeplads, Vildbjerg. Kampen er den 1. november klokken 16.30 på hjemmebane i Right to Dream Park. Bliv klogere på stillingen og kampprogram HER.


Landsholdspause

Vores kvinder og piger er gået på landsholdspause, og derfor spiller både vores kvindesenior og U18-piger først den 1. november.

Ásla Johannesen repræsenterede i går Færøernes A-kvindelandshold mod Wales i Women’s Euro kvalifikation.

Florentina Olar blev udtaget til Rumæniens A-kvindelandshold, som spillede mod Litauen i går, men Flo meldte afbud og var derfor ikke afsted.

Katrine Møller Kühl og Sofie Tranholm Nielsen fra vores kvindesenior er på nuværende tidspunkt sammen med Karen Knudsen fra vores U18-pigetrup i Vedbæk, hvor de er udtaget til en træningssamling med det danske U19-kvindelandshold.

Olivia Thorndahl, Mathilde Carøe Vistisen, Mille Bech og Emmi Mcewen er udtaget til U17-pigelandsholdets træningssamling fra på mandag til torsdag i Vejen.


FC Nordsjælland kvindesenior

I lørdags

I lørdags gæstede vores kvindehold Brøndby IF i Gjensidige Kvindeliga. Brøndby IF er tabellens nuværende førerhold, og havde inden kampen ikke mistet point på hjemmebane. Derfor var det noget af en opgave, vi skulle på i lørdags, da vi mødte dem på deres hjemmebane.

Selvom begge hold havde chancer til scoringer, endte kampen 0-0, og vi er derfor det første hold i nuværende sæson, som tager point med hjem fra Brøndby. Desuden var det første gang på fem år, at Brøndbys kvinder ikke scorede i en hjemmebanekamp. Læs mere om opgøret HER.

1. november

Som førnævnt skal vi først i aktion igen den 1. november, da vores kvinder er gået på landsholdspause. Her tager vi i mod Kolding Q på hjemmebane i Right to Dream Park klokken 14.00.

Som stillingen ser ud lige nu, er vi at finde på fjerdepladsen med to point ned til Kolding Q på 5. pladsen. Bliv klogere på stillingen HER.

Vi får brug jeres støtte til kampen, men på grund af Covid-19-situationen er der kun 300 billetter til rådighed til kampen, som bliver solgt efter først-til-mølle-princippet. Hent allerede din billet HER.

FCN Experience Room åbner allerede klokken 10.00, hvor der vil være mulighed for at købe tøj og merchandise. Husk, at vi alle fortsat skal holde afstand og vise hensyn til hinanden.