TRANSFEROVERBLIK FOR SOMMEREN 2023 ✍️
Sæsonen 2023/24 er allerede i fuld gang, men først nu er transfervinduet smækket i, og det er derfor tid til at gøre status over trupperne, som den kommer til at se ud hele efteråret.

Jeppe Tverskov
Jeppe Tverskov er trukket i trøje nummer 6 og kommer til Farum med tasken fuld af Superliga-erfaring, efter hans kontrakt med OB udløb.

Carljohan Eriksson
Carljohan Eriksson spillede hele foråret i FC Nordsjælland på en lejekontrakt, og den er nu blevet skiftet ud med en permanent en af slagsen. Den finske keeper har opnået en enkelt kamp i buret for FCN.

Marcus Ingvartsen
Marcus Ingvartsen er tilbage i Farum, efter han tog til udlandet som 21-årig, og nu er han klar til igen at trække i den røde trøje med tigeren på brystet.

Rocco Ascone
Rocco Ascone er et velkendt ansigt i FC Nordsjælland, efter franskmanden var på leje i to år, og nu kan vi se frem til at have ham endnu længere tid. Lejekontrakten er nemlig skiftet ud med en permanent, der løber helt indtil 2028.

Lucas Hey
Lucas Hey har allerede spillet 31 Superliga-kampe for Lyngby BK, og nu er han klar til at tørne ud for FC Nordsjælland.

Andreas Schjelderup
Andreas Schjelderup tog hele Superligaen med storm og skiftede i vinter til portugisiske SL Benfica. Nu er nordmanden tilbage i FCN på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Christian Rasmussen
Han drog til Holland allerede som 16-årig, og efter fire år i storklubben Ajax Amsterdam vender Christian Rasmussen hjem til FC Nordsjælland på en lejeaftale frem til sommer med købsoption.