Foto: Noah Thilemann
Carljohan Eriksson fortsætter i FCN på 3-årig aftale
09.06.2023 18:30
I januar blev målmandsteamet styrket frem mod det spændende og tætpakkede forår i form af en halvårlig lejeaftale med Carljohan ”Saku” Eriksson fra skotske Dundee United FC.
Efter spillernes sommerferie vender ”Saku” imidlertid tilbage til Farum. Parterne er således blevet enige om et permanent skifte, og den 28-årige finne har sat sin signatur på en 3-årig kontrakt med FC Nordsjælland.
Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:
- Ved sæsonafslutningen lagde vi ikke skjul på vores håb om, at det ville blive et ”på gensyn” med ”Saku”. Derfor er det en stor glæde, at det hele nu er faldet på plads, og at vi kan fortsætte med den stærke målmandsgruppe.
- ”Saku” har fra dag ét givet alt det, vi havde håbet, med sin stærke karakter og topprofessionelle indstilling både på og uden for banen. Han har bevist sig som en keeper med et højt niveau, som både fysisk og mentalt holder sig klar til at træde til, hvis der skulle blive brug for det, og i foråret er vi kun blevet yderligere bekræftet i, at det er et godt match.
- Sammen med Andreas Hansen er "Saku" også på meget kort tid blevet en rollemodel for vores dygtige, unge keepere, som i ham og Andreas har to mentorer, der ønsker at udvikle dem.
- Med den permanente tilgang af "Saku" giver det os samtidig en gylden mulighed for at kunne leje nogle af vores dygtige, unge keepere ud, da kontinuerlig spilletid på seniorniveau er en vigtig del af deres udvikling. Vi glæder os til at se ham tilbage på banen her i Farum til opstarten sammen med resten af truppen.
Carljohan Eriksson:
- Jeg er virkelig glad for og stolt over at kunne fortsætte med at være en del af FC Nordsjælland. Både holdet og resten af klubben har budt mig velkommen med åbne arme, og jeg har følt mig hjemme fra første dag. Klubbens værdier flugter med mine egne, og jeg føler, at det er lige præcis her, jeg skal være på nuværende tidspunkt i min karriere.
- Jeg føler, at jeg har en masse at give, men også ting at lære, og jeg kan fortsætte med begge dele i FCN. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med den nye sæson, og det bliver helt sikkert en spændende udfordring.
- Jeg glæder mig også til at se fansene igen. Det var fantastisk at mærke, hvordan de hjalp os med deres støtte, og sammenholdet er en stor del af vores styrke. Det glæder jeg mig til fortsat at være en del af og ikke mindst bidrage til.
Carljohan Eriksson har repræsenteret Finland på alt fra U16 til U21, men har også fået debut på det finske A-landshold – det skete i 0-0-opgøret mod Wales i september 2021.
Samme år blev han kåret til Årets Målmand i Allsvenskan, hvor han repræsenterede Mjällby AIF inden skiftet til skotsk fodbold.
”Saku” fik debut i FCN-trøjen i pokalkvartfinalens returkamp mod Aarhus Fremad i begyndelsen af april.