Gilleleje FK bliver samarbejdsklub med FCN og træder ind i FCN Play Lab Helsingør

07.05.2026 09:33

FC Nordsjælland styrker fortsat samarbejdet i Helsingør-området, og nu er Gilleleje FK også trådt ind i klubsamarbejdet.

Med aftalen bliver Gilleleje FK en aktiv del af det lokale udviklingsmiljø, hvor klubber samarbejder om at skabe stærke børne- og ungdomsmiljøer med fokus på læring, fællesskab og fodboldglæde.

– Vi er rigtig glade for, at Gilleleje FK nu bliver en del af samarbejdet omkring FCN Play Lab Helsingør. Gilleleje er en stærk klub med dygtige frivillige og gode værdier, og vi glæder os til at udvikle både aktiviteter, trænermiljøer og fællesskaber sammen, siger Jacob Kolle, leder af FC Nordsjællands klubsamarbejde.

Som en del af samarbejdet bliver Gilleleje FK også en del af den fælles pigestrategi, som udvikles i samarbejde mellem FC Nordsjælland og de øvrige klubber i området.

– Det er vigtigt for os, at endnu flere klubber er med til at styrke pigefodbolden lokalt. Med Gilleleje FK med ombord står vi endnu stærkere i arbejdet med at skabe gode udviklingsmiljøer og flere muligheder for piger i hele området, siger Jacob Kolle.

FCN Play Lab Helsingør skal være et samlingspunkt for udvikling, inspiration og samarbejde på tværs af klubberne – til gavn for både spillere, trænere og foreninger i hele området.

Vi glæder os til samarbejdet.