
FC Nordsjælland laver lang forlængelse med Andreas Søndenbroe
10.08.2026 10:00
FC Nordsjælland har forlænget aftalen med målmanden Andreas Søndenbroe, så den nu løber helt frem til sommeren 2031.
Den 18-årige Søndenbroe startede allerede i Farum Boldklub som tre-årig, men det varede nogle år, før han fandt sin rette plads i målet. Her udviklede han sig til at blive en dygtig målmand, og i september sidste år rykkede han fra vores akademi op i Superliga-truppen.
Han har fortsat sin senior-debut til gode i FC Nordsjælland, men i foråret var han udlånt til Næstved i 2. division, hvor han spillede otte kampe, mens han også er noteret for 23 landskampe på diverse danske U-landshold.
Fodbolddirektør Alexander Riget
– "Andy" er en lokal knægt fra Farum, der blev omskolet fra markspiller til målmand allerede som U10-spiller, og siden har han udviklet sig op igennem vores system. Vi har en god historik for at udvikle målmænd, og den tendens fortsætter "Andy" nu i samarbejde med vores dygtige målmandstrænere. – Han har en god højde, der er med til at gøre ham helt eminent i indlægsspillet. Derudover er han fin i redningsspillet og ganske god med fødderne. Han er god til at træffe beslutninger, og for os at se er der ingen tvivl om, at han med afstand er det største målmandstalent i sin aldersgruppe i Danmark. – Der er selvfølgelig stadig masser af ting, han skal arbejde videre med, men han har allerede flyttet sig meget, og han kan fortsat få kamperfaring på både U19 og for vores Premier League International-hold. Desuden arbejder han hårdt med at dygtiggøre sig hver dag til træning og er en både ambitiøs og nysgerrig målmand. Vi har lagt en god plan for hans fremtid og ser frem til de kommende år.
Andreas Søndenbroe
– Jeg er utrolig glad for, at jeg nu har forlænget min aftale med FC Nordsjælland for de næste fem år. Det betyder virkelig meget for mig at kunne fortsætte i den klub, der altid har været min. – Aftalen viser også, at klubben tror på mig og anerkender alt det, jeg gør, og jeg kan garantere, at jeg vil blive ved med at arbejde hårdt. Der er blevet lagt en god plan for min fremtid, og selv om det er lidt sværere at få spilletid på målmandsposten, synes jeg, at den lyder godt, og jeg kigger fremad med masser af forhåbning. – Jeg er jo stadig en ung målmand, der har masser at lære, og det vil jeg fortsætte med at gøre sammen med de dygtige folk i klubben. Og min drøm er selvfølgelig en dag at få Superliga-debut for FC Nordsjælland - allerhelst foran alle tilhængerne på Right to Dream Park.

