Academy to Superliga: Andreas Søndenbroe

30.09.2025 08:45

Egentlig var Andreas Søndenbroe en helt habil stopper på Farum Boldklubs U10-mandskab, og målmand var bare noget, han havde leget undervejs til træning og for sjov i fodboldspillet med sin storebror. Men det ændrede sig pludselig en dag.

- Ja, det var lidt tilfældigt, at jeg blev målmand. Der skete det, at vores målmand pludselig stoppede dagen før, vi skulle ud at spille en turnering lige før sommerferien, og så spurgte træneren, om jeg havde lyst til at prøve. Det synes jeg kunne være sjovt, og det gik åbenbart fint, for da sommerferien var ved at være slut, ringede de fra klubben og spurgte, om jeg ville være målmand på U11-holdet. Det ville jeg gerne, og så har jeg stået i mål lige siden, fortæller den nu 196 cm lange målmand, der allerede var høj for sin alder som 10-årig.

Og fodbolden har altid været der.

- Jeg begyndte i Farum Boldklub, allerede da jeg var tre år gammel. Jeg blev nødt til at spille på min storebrors hold, for der var ikke noget hold på min årgang, men jeg ville spille. For jeg har altid elsket fodbold, både at spille og også alt det sociale uden for banen. Jeg er bare glad for fodbold, siger Andreas Søndenbroe, der heller ikke har fået det atletiske fra fremmede. For det første er der selvfølgelig de mange fodboldtimer med storebror, og så har både hans mor og far dyrket meget idræt i deres liv, hans mor som elitesvømmer og hans far som ganske kapabel tennisspiller. Og nu er det så 'Andy', som han bliver kaldt i klubben, der tager det næste sportslige skridt i familien med oprykningen fra akademiet til Superliga-truppen.

- Det betyder meget for mig. Jeg er jo født her i Farum, og det har altid været en drøm for mig en dag at kunne spille i Superligaen for FC Nordsjælland. Så jeg er meget glad for at være blevet rykket op, også fordi det giver noget konkurrence og en masse god træning, siger den 17-årige målmand, der allerede føler sig hjemme i træningen med førsteholdet, for han har været med på træningslejr tre gange. - De ture har givet mig rigtig meget, for det betyder, at det ikke er helt nyt alt sammen. Jeg kender de andre målmænd, trænerne og øvelserne i forvejen, og rent socialt har man også lært de andre at kende på en anden måde, siger Søndenbroe, der foreløbig spiller sine kampe på U19-holdet og på de forskellige internationale hold, der rejser på opgaver ude i verden.