Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Sports Photo
1-1 mod Randers FC: Tverskov udlignede i allersidste sekund
16.09.2024 21:00
Det endte med en pointdeling, da Randers FC mandag aften gæstede Right to Dream Park i 3F Superligaens 8. spillerunde. 1-1 stod der således på storskærmen, da slutfløjtet lød.
Bolden var primært på FCN-fødder. Faktisk i knap 70 % af tiden. Men på trods af 10 afslutninger i løbet af de første 45 minutter gik holdene til pause uden scoringer.
I anden halvleg sled FCN-spillerne mere med at præge kampen på den måde, de ønskede, og i det 78. minut sparkede Norman Campbell så gæsterne i front efter et kontraangreb.
Seks minutter inde i tillægstiden gav slutfasens offensive satsning endelig pote for FCN-spillerne, da indskiftede Lucas Høgsberg lagde bolden ind i feltet til Jeppe Tverskov, der var rykket frem på forreste linje til slut og kunne udligne til slutresultatet 1-1.
Netop Jeppe Tverskov startede faktisk opgøret på den centrale midtbane, men allerede efter mindre end ét minuts spil, måtte anfører Kian Hansen vinke efter den fysiske stab. Skaden resulterede i en udskiftning kort efter, hvilket betød, at Tverskov rykkede ned som stopper, mens Benjamin Nygren rykkede fra forreste linje ned på midtbanen ved siden af debutanten Mark Brink. Dermed gjorde den svenske offensivspiller plads til indskiftede Mads Kristian Hansen på kanten.
Den gode første halvleg og den sene udligning betød, at det var en ambivalent cheftræner, der gjorde status kort efter slutfløjtet. For der var gode ting at tage med, men der var også plads til forbedringer, lød det fra Jens Fønsskov Olsen.
Jens Fønsskov Olsen
– I første halvleg fik vi vist, at vi er et stærkt hjemmehold, selvom vi måtte ændre i opstillingen og planen efter ganske få minutter, da Kian desværre måtte udgå. Randers kom med det, vi forventede, og vi formåede at kontrollere kampen med næsten 70 procent boldbesiddelse og fik skabt 10 afslutninger i løbet af de første 45 minutter. Men vi manglede desværre skarphed på de sidste 20 meter for at få udbytte af det. – Holdet viste også en stærk og god base, da vi mistede vores anfører efter kort tid. Vi måtte rokere rundt, men alligevel formåede de at køre på. Vi kommunikerer selvfølgelig hurtigt med de ledere, vi har inde på banen, og de får hurtigt folk på plads. Det samme gør de i slutfasen, hvor vi går over til at spille ekstremt offensivt for at jagte mål. Lucas Høgsberg kommer eksempelvis ind og spiller en lidt uvant position som stopper, men gør det super godt og lægger også flot op til målet. – Anden halvleg er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, men vi var glade for at se, at spillerne blev ved med at tro på det, selvom vi sled med det efter pausen. Og at vi fik hevet et point hjem til sidst. Lige nu er jeg irriteret over, at vi ikke vinder, men omvendt må man også sige, at når man scorer så sent, så skal man også trække vejret dybt og sige, at det var okay, at vi fik sikret det point i sidste ende, når omstændighederne udviklede sig på den måde. Det viser alt andet lige noget kvalitet og noget karakter.
Til dagens kamp trak FCN-spillerne i en særlig Veteran Match-trøje – og de er alle blevet doneret til en auktion for at støtte det gode formål. Allerede nu kan du byde på spillernes trøjer fra dagens opgør på matchwornshirt.com – overskuddet går endnu en gang til at styrke arbejdet med skadede veteraners foreningsdeltagelse i landets godt 50 såkaldte Safe Zones.
Læs meget mere om Veteran Match-trøjen og auktionen her.
Næste opgave for FCN’s Superliga-mandskab er allerede på fredag, hvor der venter en tur til Viborg. Wild Tigers har arrangeret en bustur for FCN-fans, som inkluderer kampbillet – læs mere om busturen her.