Værløse Boldklub er ny samarbejdsklub

02.07.2024 08:00

FC Nordsjælland er glade for at kunne byde endnu en samarbejdsklub velkommen. Denne gang er det vores naboer fra Værløse Boldklub, der bliver en del af FCN-familien - til stor glæder for Christian Winther Borup, der er leder for FC Nordsjællands klubsamarbejder. 

- Det er en kæmpe glæde at kunne byde Værløse Boldklub velkommen hjem i FCN Klubsamarbejde.

- Til gavn for drenge og piger i Værløse & Furesø Kommune ser vi frem til at skabe oplevelser for livet og understøtte den fine udvikling, som børnefodbolden er inde i. 

-Vi har haft mange gode snakke med blandt andet Søren og Finn fra bestyrelsen, og via de snakke har vi fundet et match på værdier, samt fundet spændende fælles fodslag i indsatser, der skal styrke samarbejdet.

- Med kun få kilometer til Værløse vil vores mange tilbud i FCN Klubsamarbejde være nemme at tilgå, herunder adgang til Super- & Kvindeligakampe, MatchDay Training, FCN Træneruddannelse og meget mere. 

 
Søren Jensen, formand for Værløse Boldklub


- Vi glæder os utrolig meget til samarbejdet og til at komme tilbage til FC Nordsjælland. Vi har været samarbejdsklub med FCK i nogle år. Men på grund af geografien har vi ikke kunnet få det maksimale ud af de muligheder, der lå i samarbejdsaftalen.

- Nu har vi fået mulighed for en samarbejdsaftale med FC Nordsjælland, der måske endda er endnu bedre. På grund af den korte afstand får vi meget større muligheder for at udnytte den. Til stor gavn og glæde for hele vores klub. 

- Det er noget nemmere at komme her med et helt hold. Og så er det vigtigt for os, at vores trænere kan få en masse inspiration fra det ungdomsarbejde, der laves så fantastisk i FC Nordsjælland. Og det er også med den aftale, vi har indgået, en oplagt mulighed for vores trænere. 

- Det giver rigtig meget mening at være samarbejdsklub med en Superligaklub, der ligger så tæt på - og som vi på mange områder har en del ting til fælles med. Så vi har store forventninger til samarbejdet.