Juho Lähteenmäki forlænger til 2028
11.12.2024 12:00
Han havde for nyligt næstsidste fod på den afgørende scoring i Liverpool, hvor vi vandt 4-3 i Premier League International Cup, og nu kan han sætte den sidste underskrift på en kontrakt, der holder ham i FC Nordsjælland frem til sommeren 2028.
Finske Juho Lähteenmäki kom til FC Nordsjælland i sommeren 2022, og siden har han vist sig frem på U17- og U19-mandskabet, ligesom han også har fået muligheden for at smage på livet som Superliga-spiller på de seneste tre træningslejre. Du kan læse et interview med Lähteenmäki på seneste træningslejr her.
I skrivende stund er han med resten af Superliga-truppen på endnu et udenlandsophold – denne gang til Ghana, hvor der bliver spillet fodbold, men i lige så høj grad udvekslet erfaringer og opfattelser på tværs af kulturer.
Juho Lähteenmäki
– Det føles godt at have forlænget min aftale. Det er en rigtig god klub at være i, og jeg kan tydeligt se og mærke, at jeg udvikler mig her, hvor både trænere og spillere er virkelig gode og presser mig frem. Så jeg er glad for at være her og glad for udsigten til også at blive her. – Niveauet er meget højt, og du skal vise alt, hvad du har, til hver eneste træning, hvis du vil spille i weekenden. Det kan jeg godt lide, og det er med til at udvikle og presse mig som spiller.