Klubsamarbejde: Hareskov IF fik indblik og inspiration

23.03.2023 15:05

I sidste uge havde FC Nordsjælland besøg af 12 ungtrænere og voksne fra samarbejdsklubben Hareskov IF, som skulle se nærmere på og lære om forholdene som træner i et talentudviklingsmiljø.

Dagen startede med velkomst fra leder af FCN Klubsamarbejde, Christian Winther Borup, hvorefter gruppen rykkede videre til U11-træning. Her kunne Hareskov-trænerne komme helt tæt på, så de kunne høre trænernes instruktionsmomenter og metodik.

Efter praktikken på banen tog børneudviklingstræner Mathias Bugge Ottesen deltagerne med ind i auditoriet til et oplæg om dagligdagen i børnesegmentet.

Inden deltagerne drog mod Hareskov igen, var der også en rundvisning på programmet.

– Hareskov ønskede at give deres ungtrænere oplevelser og fodboldfaglig inspiration. Da trænerne har forskellige årgange var der også et socialt element i, at de var afsted sammen, fortæller Christian Winther Borup.

– Både Hareskov IF og FCN brænder for at udvikle trænere, og i tillæg til at trænerne fik en god oplevelse, var det også vigtigt for os at dele ud af vores viden og give tilbage til lokalområdet. Unge trænere, der er klædt godt på, vil understøtte og give bedre oplevelser til Hareskovs børnehold mange år ud i fremtiden. 

– Målet var at give dem oplevelsen af et elitemiljø, hvor forberedelsen og strukturen er nødvendig for at lave kvalitetstræning. Det kan de omsætte til deres egen hverdag – og tilpasse det til deres egne spillere og klubmiljø. Derudover fik de indblik i det at gøre karriere som træner og forhåbenligt blod på tanden i forhold til at gå den vej, tilføjer Christian Winther Borup.

Tak til Hareskov IF for besøget!