Juan José Jacob Peñalver er ny akademidirektør
06.06.2023 08:01
Mikkel Hemmersams afsked i klubben betyder, at der for en kort stund blev en stilling ledig i akademiet. Det var den dog ikke længe, da den allerede er blevet besat fra egne række, hvor Juan José Jacob Peñalver skifter titel som Director of Human Perfomance ud med akademidirektør.
Jacob Peñalver har været i FC Nordsjælland de seneste 12 år, og han har stor erfaring inden for udvikling hos både spillere og stab. Derfor glæder det også administrerende direktør Trine Hesselund Hopp Møller, at Peñalver nu er akademidirektør.
– Da vi først satte os ned for at skitsere, hvilken profil der skulle afløse Mikkel Hemmersam, gik det ret hurtigt op for os, at personen faktisk sad i rummet med os. Jacob har været utrolig vigtig for os i klubben og kender ikke bare kulturen og alle ansatte, men han har også en rigtig god fornemmelse for, hvor vi kan udvikle os endnu mere. Derfor giver det rigtig god mening at ansætte ham som akademidirektør. Derudover har Peñalver været grundigt med i arbejdet omkring de andre akademier i Right to Dream-organisationen, og den gode forbindelse vil uden tvivl gavne os.
– Vi er meget stolte af vores akademi, og vi kan sætte flueben ved rigtig mange ting – ikke mindst fodboldmæssigt, hvor vi jævnligt beviser, at vi er rigtig langt fremme. Nu vil vi også gerne accelerere endnu mere på uddannelsesfronten, og hvordan vi kan give vores unge mennesker en lige så god uddannelse uden for banen, som vi giver dem inden for kridtstregerne. Jeg er sikker på, at Jacob er den rette mand til det job. Slutteligt vil vi gerne takke Mikkel Hemmersam for hans kæmpestore arbejde i klubben, og vi ønsker ham al mulig held og lykke i Belgien.
Jacob Peñalver selv er klar på den nye udfordring i den klub, han har brugt en stor del af sit liv i, og som han efterhånden kender de fleste kroge af.
– For mig har det været det naturlige og meget spændende skridt. Jeg har været i klubben i 12 år, hvor jeg har arbejdet med perfomance-området samt ledelse og med at skabe forbindelser blandt mennesker. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med den nye stilling, hvor jeg kan få fingrene ned i noget af det allervigtigste i klubben – nemlig vores akademi. Derfor ser jeg det også som en ære at få lov til at sætte mit præg på, hvordan vi skal uddanne og udvikle vores talentfulde, unge mennesker.
– I kraft af at jeg har været i klubben så mange år, kender folk mig og mine værdier, ligesom jeg også allerede kender langt de fleste i akademiet. Jeg har min baggrund i at udvikle fodboldspillere og det, jeg kalder 'life skills', som kan oversættes til 'det hele menneske'. Det har jeg haft stort fokus på de seneste 12 år, og det kommer jeg også til at have fremadrettet. Vi skal skabe de allerbedste rammer for at udvikle vores spillere og stab, og det gælder selvfølgelig på fodboldbanen. Men i høj grad også i forbindelse med uddannelse og hele livet uden for kridtstregerne, så vi er opmærksomme på, at der skal komme nogle hele mennesker ud af vores akademi.
I rollen som Director of Human Perfomance tiltræder Kasper Thornton, der indtil videre har været Head of Medical i klubben.